Torsdag

Her kan man se en dame, som er ejeren af en lille butik på Christianshavn ved navn Kolonihaven. Hun er en finurlig person, som snakker en hel del. Jeg tog derned i håbet om at finde en underlig kop til Julius i fødselsdagsgave. Jeg fortalte hende at jeg var broke as fuck, så hun tilbød mig den mest anonyme Kähler kop i verden, til 80kr. No way Shirey! Nåh, men hun kunne lide den hætte jeg havde på, jeg fortalte at min veninde havde lavet den, og så sagde hun at hun kunne sælge for hende. Lotte og jeg tog derned dagen efter, for at networke og lave business, altså, ved sælge noget af Lottes fine hjemmesyede og strikkede tøj. Hun ville tage 50/50 fra prisen. Det lød fint til en start, du ved: hele følelsen ved at nogen synes hendes tøj var fedt og at hun kunne sælge det. Men altså 50/50 no waaay shirley. En ren business woman, det kan man vist roligt kalde hende. 

Jeg fik jobbet i Posterland! Hihihi hvor er jeg glad. Bliver stadig nødt til at arbejde i caféen i nogen måneder, da det er deltid, men kan blive fuldtid til april! 👾👾 

Se nogle fine plakater jeg købte, med 75% medarbejderrabat! Et signeret og udgået Tal R værk, og selvfølgelig; Frida Kahlo, “My grandparents, my parents and I(Family Tree)”, sådan en simpel beskrivelse af et mesterværk, af en fantastisk stærk kvinde! Jeg havde aldrig set det før, og blev meget meget betaget af det, ved første øjekast.  Awesome sauce!!! (En nyt udtryk jeg har fået kendskab til, som Lottes ven Aksel, hele tiden siger og skriver. Jeg havde aldrig hørt det før, det er et ret underligt udtryk, men på en måde er det ret sjovt?!)

•*~

I dag var jeg til jobsamtale i Posterland. Der vil jeg SÅ gerne arbejde. Det kunne jeg mærke helt indeni. Gå rundt at se på kunst hele dagen. Arbejde sammen med søde kreative mennesker. Hjælpe andre mennesker med æstetiske valg. Gøre at nogen føler sig set. Lærer om andres stil og valg. Åååårgh hvor bliver jeg ked af det hvis jeg ikke får det. 

En af dem som arbejde der, han hed Osvald, han havde laaaangt hår og flotte briller. Han sagde til mig efter samtalen (helt umotiveret) at han tror at chefen godt kunne lide mig. Han kunne hører det på hende, han tror at jeg godt kunne få det. Jeg håber at Osvald har ret, ellers gav han mig virkelig falske forhåbninger. Men det har de fleste mænd, en tendens til at gøre overfor mig. Ikke alle mænd. Men nogen mænd. Vil ikke fornærme nogen af mine mande-venner. 

Jeg føler mig rigtig tilpas i dag. Min morgen startede stille og roligt, solen skinnede og jeg sov længe. Jeg havde ingen æg, og der var vidst en masse gode tilbud nede i netto, havde min roomie Edda sagt. Så jeg gik en morgentur, langs bryggen i solen. Købte ind. Endelig fik jeg købt ind til mit fermenterings projekt. 

Jeg har fundet en masse ny god musik. Det får mig til at føle mig forbundet. Hvad det er jeg føler mig forbundet med, kan være svært at artikulere. Måske med noget større, eller egentlig “bare” mig selv. Så meldte jeg mig til ~ Sacred Sound Night - Self Connection. Det står Hannah for, en som egenligt gik på min årgang på Testrup, men som gik ud. Jeg havde virkelig lyst til at kende hende da hun gik der. 

Nu er tiden en anden.

Lige nu sidder jeg og blogger lidt. Før det mediterede jeg for første gang i månedsvis. Jeg fik en rigtig god ide til skrivekreds. Jeg har skrevet det hele ned. Det er en process, en ideudvikling. Jeg glæder mig til forhåbentlig at fuldfører det. Ellers er det også bare rart at få nogle ideer. 

Mit værelse er så hyggeligt lige nu. Edda laver mad. Vi har inviteret vores forudseelige venner til housewarming, alt for mange i forhold til hvad der er plads til. Det går nok.

Det var meningen at der skulle stå forskellige venner, men på en måde er forudseelige, ret sjovt. 

Jeg gjorde det

 

Nu er klokken 21.48 og jeg gjorde det. Jeg fik lavet aftensmad. Det er godt at have en roomie der kan motivere en, ved blot selv at lave mad, for at holde ens krop i balance. 

Der er helt klart noget galt ved denne her ret. Tror jeg har puttet et eller andet for meget i af et eller andet. Det smager ihvertfald off. Jeg plejer at negle denne her franske bonderet Ratatouille. Nu smager det bare mærkeligt. Men spiseligt. Jeg har lært en ny ingrediens at kende, og den er så ny at jeg ikke kender navnet på det. Men det er vist det der skulle smage umami. Det ligner lidt salt, men er mere aflangt og krystalagtigt. Den anden aften da jeg var alene hjemme, smagte jeg på denne “umami” og måtte spytte det ud, da jeg ikke vidste hvad det var. Jeg har nok opført mig lidt, som første gang et urfolk har set sin egen reflektion. Fuld af foragt og mismod. 

Jeg elsker at Edda og jeg har valgt at hænge den sidste nadver foran vores lille spisebord. Det er så godt. Symbolsk.

Sådan en søndag

 Jeg er en ok dårlig voksen. Spiste mad kl.15, så tænker det må være fint nok mad for i dag. Nu er klokken 20. Jeg er for træt til at lave aftensmad. Jeg kan hører Edda skærer i en grøntsag. Hun er god.

Nogen af de dumme følelser som der boede i min krop sidste gang jeg boede i København står på afstand og stirrer på mig. Står som en udtryksløs rank skikkelse af et menneske, nede på gaden og kigger op mod mit værelse. Ude for vinduet når jeg arbejder. Går bag mig, når jeg er på vej hjem. Jeg har endnu ikke et formål herhenne, det havde jeg ellers lovet mig selv at have, hvis jeg skulle flytte herhen igen. 

På en måde er det bare et helt vildt sted at skulle putte sig selv hen. “H@v et formål, ellers er du ikke noget”. Måske kunne formålet bare være noget så jordnært som at trives. Jeg er en ok dårlig voksen fordi jeg ville ønske at der var en rigtig voksen, som spurgte mig hvordan de første par dage har været eller bare sagde at jeg er god eller modig. Et eller andet i den retning. Nu går det nok bare den retning; at man selv skal sige den slags til sig selv. Selvom det er 3. Gang jeg bor ude, er det stadig som om at alt skal læres på ny, og følelserne ligner næsten hinanden til uigennemkendelighed.

Tænk sig; der kommer en dag hvor der ikke er flere ældre mennesker end en selv. At man tilhører den aldersgruppe, hvor der ikke er flere voksne. Det er nok min største frygt. Min mor har betalt mine cykellygter. Det er så barnligt, men jeg havde virkelig brug for det. 1 fordi det ikke skal være farligt at cykle, når jeg har lovet migselv ikke at bruge offentlig transport, pga penge mangel. 2 jeg havde brug for det, fordi det gav mig en følelse af at hun stadig passer på mig, selvom vi er langt væk fra hinanden. 

Det kan også være at følelserne, stirrer på mig, fordi at det er det jeg associere med at bo her. Så jeg skal lige vænne det på en tallerken. Sige ting som; det er anderledes denne gang fordi vi går lyset i møde, jeg har flere venner som bor her nu eller jeg kan ikke bo derhjemme længere. Hvis jeg blev boende derhjemme, ville jeg sidde fast. 

Mine dage har været gode, solen skinner hver dag og det er så rart. Jeg er overvældet. Det er svært at cykle i København. Det er som om at lyskrydsene her, har kortere timing. Jeg får alle de røde lys. Cykler så hurtigt jeg kan, og alligevel skifter det fra grøn til orange 5 meter før jeg rammer krydset. Så provokerende. Man kan ikke bare dreje hvis der er rødt eller kører over for rødt. Jeg er også virkelig højre venstre blind. Brugte en time på at kører hen til Lotte i går og maps sagde det kun ville tage et kvarter. Der var modvind, ensrettet og jeg endte med at cykle alle byområder rundt, alle andre steder end på Frederiksberg. Jeg skulle cykle fra Islands Brygge til Østerbro. Jeg græd. Det gjorde jeg. For jeg havde set en reel, hvor en mand kom med en logisk forklaring på hvorfor at man græder. Det er ligesom, kroppens “painkillers”, din krops måde at selvregulerer sig på, fordi at den oplever stress. Jeg synes det var en sindssygt god forklaring. Imens jeg cyklede til højre, selvom maps lige havde sagt jeg skulle til venstre, følte jeg mig enormt stresset og tænkte på denne reel. Tænkte: måske skulle jeg lige prøve at græde. Og så væltede det bare ud. Jeg tænkte også, at hvis nu der var nogen der skulle se det, og være så søde at spørge om jeg var ok, ville jeg bare sige at det var kulden der gjorde at mine øjne løb i vand. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine da jeg endelig nåede 5. sal, hjemme ved Lotte. Så jeg gjorde begge dele. Og hun holde mig lidt i hendes arme og sagde at hun elskede mig. 

Jeg er en ok god voksen fordi at jeg prøver igen. Fordi at jeg har haft en tro på at det nok skulle lykkedes. Jeg har fået et sted at bo med en mega sød roomie og et arbejde. Det er da en start. Og jeg har kun været her i 5 dage

I MORGEN

Tage ned på biblioteket og printe en ansøgning til Vester vov vov 🐶 man har vel lov at drømme? (Vil gerne have mere arbejde)💸💸

Se Lotte

Jazzjam på Blågårds Apotek med Edda (Første officielle roomie hygge) 

Lave morgenmad og aftensmad 

Tak for et års bloggeri

 

Tak for et års bloggeri, nogen måneder har der været meget på hjerte, mens andre har der ikke været lige så meget. Der er kommet en masse bloggere til, hvilket er genialt. Det har været et fornøjelse at læse alles blogopslag og at kunne bruge denne platform til at udtrykke sig. Glæder mig til at se hvad bloggen kan 2026.