Mandag

Vindueskarm-sidning. Solen brænder gennem ruden og indgraverer sig, et yin og yang lignende mønster i ansigtet. Hjernen tænker ingen store tanker for tiden. Det eneste den er optaget af er; hverdagens kærlighed. Det eneste. Det eneste den er optaget af er; hvordan den kan være den bedste version af et godt menneske. Det er svært når mennesket skal knuse hjerter. Lukkede øjne og røde kinder. Sidder i stilhed. Varmen har en særlig lyd. En syden.
Under øjeæblet glider tårer ud, som mejslet af slidt granit. Lytter til Søren huss nu. Derfor tårer. Tænker på far. Derfor Søren Huss. Ønsker at nogen vil sige ting som: Jeg forstår ikke hvorfor, at han ikke vil bruge mere tid sammen med dig, du er så god. Må sige den slags til mig selv. Udøve min selvmedlidenhed med musik. Sikke propaganda. 

Ligger min femte kabale for i dag. Den gik op, de går ikke altid op. Giver det en særlig mening inden jeg går i gang med spillet, i håbet om at de går op, og mit ønske så medfølger. “Hvis denne her kabale går op, så er han helt vildt vild med mig”. Fungere lidt som blomsterblads legen, man lavede da man var yngre. “Han elsker mig, han elsker mig ikke” Tro mig, jeg ville plukke blomster på den måde det igen. Venter til at der tilpas nok blomster derude, ellers vil jeg føle mig som en slags morder. 

I denne her uge vil gerne være kærester med ham på 26. Tænker på de kys på boogies. Så ordinært i den bølgede, dansende, menneskemængde i tecnolystets mørke. Så hyggeligt, fordi at man er så anonym. Arnbitter = meget fuld. Tænker nok ekstra meget på ham den 26 årige fordi, at han er totalt Lotte approved, hvilket altid er godt, for hun har god smag i alt, hvilket vil sige jeg måske også har god smag. Skifter nok mening med denne kærlighedsfantasi i næste uge, hvilket får mig til at føle mig enormt utroværdig. Tjekker hele tiden min Instagram for at se om han har skrevet = afinstallere insta for måske 25 gang. No man should make you check instagram this many times... Jeg vil nok sige at Lotte er er det bedste menneske, hvilket gør at der er og altid vil være enormt stor konkurrence, hvis jeg nogensinde skulle få en kæreste. Hun opfylder alle kriterierne for et godt menneske. Og sådan er det.

Jeg elsker hvordan at musik kan gøre så situationer bare giver mening. Hvordan at man kan rejse tilbage i tiden ved at sætte en bestemt sang på og komme tilbage til præcis hvilke følelser der rørte på sig på det givne tidspunkt. Musik hjælper med at forstå hvordan man har det. Musik kan også virke som en form for følelsesmæssig propaganda. 

@-@/><$•£

Hvor jeg står. 

Sang sammen med en masse fremmede mennesker til bissen. Én vi alle er blevet enige om at være taknemmelige for. Jeg følte mig så i live. Vi var alle sådan i live. Jeg blev lidt forelsket i bissen. Han holdte mig på skulderen og sang ind i mine øjne. 

Her til aften cykler jeg rundt på fremmed cykel. Har fået lov til at låne den af en gammel >>fling<<. Det er fordi at min egen cykel punkterede, og jeg huskede at han havde en hel masse cykler. Måske var det i grunden underligt at mig at række ud og spørge om jeg kunne låne en cykel af ham?

Alt som føles unaturligt for andre, føles enormt rigtigt for mig; i denne overgangsperiode i mit liv lige nu. Jeg spurgte også en, på vores anden date, om han ville med til min roomies fødselsdagsfest på lørdag. Ikke helt sikker på om det var en god idé, men det føles rigtigt. 

Måske var det for ikke at skulle være alene. Men jeg er altid alene. Ikke på nogen trist måde. Jeg elsker at være alene. Ingen giver en fuck. Ikke sådan rigtigt. 

Den anden dag kom min kollega ned på arbejdet med en Dubai chocolate cookie, bare for at dele den med mig. Hun er så sød. Hun er fra Australien og har 2 børn. Hun sagde at jeg var så i live. Stort kompliment. 

For lige at vende tilbage til “overgangsperioden”: Jeg føler at jeg er igennem en transit. Havde brug for at se gammel fling, for at være sikker på at jeg ikke kunne mærke noget i maven, da vi skulle ses. Det kunne jeg heldigvis ikke. Han har fyldt lidt for meget, så det er rart at vide at det er væk. Og at et venskab måske kan blomstre? Eller måske bare et bekendtskab, hvor jeg ikke kommer til at fyrer et eller andet fjollet og halv akavet ud af min mund, når vi støder ind i hinanden tilfældigt. Det har vi gjordt et par gange og jef har fyret noget af et par gange, der fik os begge til at ti et kort sekund. 

Har ikke haft tid til at mærke rigtigt efter de sidste par dage, har haft besøg af Jonas og Smilla. Har været meget opmærksom på hvor forskellige vi er. Hvor alene jeg er. Hvor vigtigt det er at være i stand til at finde ro i det. Skal sove i min seng i nat. Yay. 

Alle dem du ser er også dig

 Øver mig i at skrive kursiv i dag. Jeg keder mig nemlig på arbejdet. 

Læser ‘Et Latterligt Menneskets Drøm

I dag er alting grønt 

Sorten Muld i mit hjerte

 

Der boede en bonde lidt sønden for vår å

Alt hvad han havde at ønske kunne han få.

Af sønner har han fire af døtre har han to.

& jeg længes ud i alle mine dage. 

Der boede en pige i åens stride strøm.

Aldrig man glemmer en skikkelse så skøn.

Om natten hun listede sig ind i bondens drøm. 

& jeg længes ud i alle mine dage. 

I den årle morgen måtte bonden hende se. 

Men strømmen var for stærk og gangeren gled.

& jeg længes ud i alle mine dage.

Der boede en bonde lidt sønden for vår å. 

Alt hvad han havde at ønske kunne han få.

Men aldrig mine bonden og elverpigen så.

& jeg længes ud i alle mine dage. 

Sorten Muld er det her helt fantastiske band, som havde deres storhedstid i 90'erne. De fortolker gamle middelalderviser, på den skønneste måde. Det er både elektronisk, moderne og gør brug af en masse skører folk-instrumenter. Min mor og jeg hørte dem i sidste torsdags. Fantastisk koncert! Denne her sang "bonden og elverpigen" har en helt særlig betydning for mig. Det minder mig så meget om min familie og barndommen. Jeg elsker den måde viser er skrevet på. Der er så meget at fortolke på, da det er pakket ind, men alligevel så direkte. Nu tænker jeg særligt på linjen "men strømmen var for stærk og gangeren gled", skiftede han mening, døde han??? Mystisk.  

7 marts

Giv mig et hjerte, så jeg kan suge alt saften ud og efterlade det som en rosin. Jeg har sagt farvel til mig selv. Kiggede i spejlet i håbet på at finde noget genkendeligt. Prøvede at presse en tårer ud. Kunne være fedt, hvis kun en enkelt tårer dejsede ud af mit højre øje. Som en lille kilde af følelsesmæssig regulering. Er så rastløs i min krop. Jeg har været syg de sidste par dage, fordi jeg insisterede på at spise en for gammel salat, jeg havde brugt sygt lang tid og penge på at lave. Har prøvet at gaslighte mig selv til at føle mig rask, ved at tage et bad, spise bananpandekager(endte med kun at kunne klemme 1 ned), hører musik og skrive blog. Alt den mad jeg spiser føles lidt som en opgave, tanken om det er nederen, første bid er ok og resten er op til læseren.... Vil så gerne se nogen mennesker. Har brugt mine vågner timer på, Instagram reels, filmstriben og hinge. Ikke særligt givende. Det er sådan nogle underlige samtaler man har med folk på hinge. Jeg har ligesom ikke noget kækt eller skævt at svare tilbage, fordi at jeg bliver en smule målløs over enten min egen ikke-eksisterende evne til at flirte, tørheden eller deres direktehed. Bruger google oversæt for at forstå hvad der står. Det er der vi er. Hinge er mig virkelig et mysterie, jeg sletter det og dowloader det igen. Vil ikke på date med nogen og så alligevel. Tror det er mest for opmærksomhedens skyld, men det virker bare ikke særligt sundt? Vil gerne have at Edda snart vågner så vi kan sludre. Jeg læser Slip af Lasse Raagard. Virkelig en nice bog. Har samme navn som en af hovedpersonerne. Lidt specielt hele tiden at læse sit eget navn og sætte det i kontekst. Kan ikke lade være med at få meget stærke indre billeder af denne her bog. Fik den signeret af selveste Lasse Raagaard. Se!