Den anden aften var jeg virkelig ude i en oversharing /// traumadumping - og det føles mærkeligt. Jeg håber bare at det måske var noget som kunne gå ind det ene og ud ad det andet ører. Sommetider slår jeg migselv hjem i skak. Skakmat, siger jeg til mit spejlbillede. Rekflektionen svarer dertil "smil". Jeg fik snakket med mine forventninger, hvilke forventninger man kan tillade sig at have. Mine forventninger sagde at det er okay at forvente noget af andre mennesker. At det er det som der gør en ægte. Det er det sidste jeg kan huske. *ser undrende på mig selv i spejlet. Tror jeg. I dag skal jeg hjem til min far, og skal være sammen med alle mine søskende for første gang i 100 år. Det bliver så godt.
tirsdag den 4. november 2025
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Her er så koldt og friskt og jeg er i live. Jeg elsker kvinder og jeg forstår ikke hvorfor, at vi ikke er i første prioritet. Hvorfor at vi...
-
Jeg husker den første plade jeg fik. Det var det gule og røde album af Billie Eilish 'Don't Smile at Me'. Jeg fik albummet samme...
-
Lytter til Club Cayotes nye album i solen under piletræet. Jeg ligger på min overgangsfrakke, mine kinder er røde og varme. Solen er melanko...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar