Kan ikke få pladespilleren til at virke helt. Det skratter og lyder ikke helt optimalt. 

Fornuften er utilstrækkelig. Det er mærkeligt, pludselig sådan, at skulle have forventninger til et andet menneske. At et andet menneske skal have forventninger til mig. Det er herligt og det er mega skræmmende. Jeg havde vænnet mig til at være alene. Alene er godt. 

Her er så roligt og stille. Himlen er smuk hver eneste aften. Jeg så et stjerneskud, som opførte sig lidt som var den en meteor. Langsomt bevægeligt over nattehimlen, og et kraftigere lys, inden det slutteligt brændte ud. 

Jeg drikker kamillete af min farmors gamle tekop/kande. Den har blå blomsterdetaljer malet på kroppen. Det ligner tradionelt polsk keramik. Jeg tænker på, hvor min farmor, mon havde fundet den kop. Hun drak altid earlgray fra høje gennemsigtige ikea kopper. Te får mig til at føle mig forbundet til hende, selvom følelsen er anderledes nu, end dengang sorgen holdte om mig, i et langt kram. 

Lyset er orange. Jeg elsker at omgive mig med orange, røde, gule, brune og kongeblå farver. Så er alt ligesom som det skal være. Noget eller nogen har åndet på mit vindue. "Hvad hvis træer, blomster og vandet bare var fantasi?". Det må jeg tænke lidt over, kære fe. 

Stemninger vil aldrig kunne nægte sig. Og om jeg så virkelig prøvede, ville jeg aldrig kunne undslippe at blive opslugt af stemninger. Det er svært at gøre alt på nyt. Det får mig til at tvivle på mig selv. Overtænke de skøreste ting. Jeg prøver, på min måde, at gøre det rigtige.

Ensomheden regner fra himlen. 

Om jeg så viste dig havet for første gang, ville du være et andet sted, i et tankespil. Skuffelsen hvisker mit navn, bæres af vinden. 

Hvis jeg nogensinde bliver hjerteløs eller uretfærdig. Så, skal du vide, at det ikke har været mod dig. Jeg lover at al hjerteløsheden og uretfærdigheden altid vil være rettet mod mig.