Her er så koldt og friskt og jeg er i live. Jeg elsker kvinder og jeg forstår ikke hvorfor, at vi ikke er i første prioritet. Hvorfor at vi skal blive kaldt kællinger, for at forsvare os mod mænd der kalder os kællinger. Jeg hader at vi bliver lærd at hade kvinder. At vi skal reddes af prinsen på den hvide hest, for at være noget værd. At når vi først rigtig elskes, når vi bliver valgt til. At kvinder er trusler for hinanden, at vi skal udkonkurrere hinanden.

Så megen visdom og blødhed som går til spilde, fordi at der ikke er plads til det. Så megen fordybelse, skrøbelighed og ømhed som udskiftes med effektivisering og hårdhed. Tænk på al den kreativitet og poesi der kunne strømme gennem gaderne. Vi fucking skaber liv og behandles som vi ikke er et værd at leve. Det handler ikke om at kvinder skal hæves eller være en trussel. Det handler om respekt og ligestilling. Ligestilling af alle mennesker uanset køn, alder eller etnicitet. 

Postkort

Fra dengang jeg levede i et postkort jeg ikke kunne sende 

ventende på røgelse og silke hjalp du mig da jeg landende 

jeg vil gerne kende dig som jeg aldrig har kendt nogen før

himlen falder ned på den våde asfalt 

siger undskyld for forsinkelsen 

til alle de ting jeg skal huske og de ting jeg skal slippe 

Til alle de ting som engang var enorme som nu er nu perfekte små

jeg er ikke vred jeg ville bare ønske at jeg kunne være 

mit værelse er et museum for alle ting vi har lavet

min noter af alle de kampe vi har vundet 

min favorit bog er en jeg har læst en masse

Rystelsen når vi glider og du siger hårde ting som var det ingenting

ord som jeg aldrig ville tillade som jeg tavst tager imod

når himlen åbner sig og jeg åbner med 

& du ikke lægger mærke til at jeg er borte selvom du står lige overfor 

der var engang ingen og ting som ikke var nogen eller noget indtil at de var ingenting

Til alle de mennesker du gerne vil kende 

den kasse jeg engang kunne sidde afventende i 

til alle de gange du fortalte at du måtte rejse

du må rejse 

du ringede om aften da jeg var gået i seng og sagde tillykke med milepælen

i dag er allerede væk 

i dag af alle dage 

Der er en åbning til himlen i aften

 

Septembers himmel er så blå

Lytter til Club Cayotes nye album i solen under piletræet. Jeg ligger på min overgangsfrakke, mine kinder er røde og varme. Solen er melankolsk og sender mig kærlige blikke. Jeg lader mig døse hen, langsomt, til hvad der ligner en lur. 

Er på vej ind i mit indre efterår, i takt med årstiden skifter. Jeg tænker på, hvordan at alting er forbundet. At mennesker ikke er(eller burde være) højere stillet end naturen eller dyrene. I undervisningen lærte vi om Solar Punk. Alle burde kende til det og tænke fremtiden på den måde. 

Jeg får lyst til at græde når jeg tænker på at miste. Samtidig med en lettelse. Jeg tænker på de ting, som der gør dig til dig, og de ting som gør mig til mig. 

I stuen har vi et gammelt klaver. Om eftermiddagen øver jeg mig på at spille, jeg bliver bedre dag for dag. Jeg fandt på en lille melodi, som er meget sød og trist. Den er mig.

Vi sad i stilhed under mørkningen; solnedgangen. Mine roomies er så gode til at være nærværende og sætte ord på hvordan de har det. Deres selvskab er som en lang krammer. Vi har forskellige maddage på ugen. Vi spiser alle måltider sammen og deler penge til fælles madbudget. Når en laver mad, så skal en af os andre roomies stå for longevity. Det er en lille slags forret, som skal stå for at styrke vores helbred. I dag lavede jeg en med Laurits og biernes hjemmelavede honning, ingefær, hvidløg og solsikke kerner. 

Jeg er så glad for at være her. Det føles som et hjem, selvom alle mine ting stadig synes, at se lidt mis-placerede ud her, men på sådan en; de skal lige finde sin egen plads, agtig måde. Mine ting er mit hjem og de er lidt socialt akavede. De forstår ikke helt om de må ægte slappe af her, i den evige indre kamp; om at finde sin plads eller om at skulle flytte igen. 

Det skal vi bare lige lære, at vende os til, at vi forhåbenligt ikke skal. 

Kan ikke få pladespilleren til at virke helt. Det skratter og lyder ikke helt optimalt. 

Fornuften er utilstrækkelig. Det er mærkeligt, pludselig sådan, at skulle have forventninger til et andet menneske. At et andet menneske skal have forventninger til mig. Det er herligt og det er mega skræmmende. Jeg havde vænnet mig til at være alene. Alene er godt. 

Her er så roligt og stille. Himlen er smuk hver eneste aften. Jeg så et stjerneskud, som opførte sig lidt som var den en meteor. Langsomt bevægeligt over nattehimlen, og et kraftigere lys, inden det slutteligt brændte ud. 

Jeg drikker kamillete af min farmors gamle tekop/kande. Den har blå blomsterdetaljer malet på kroppen. Det ligner tradionelt polsk keramik. Jeg tænker på, hvor min farmor, mon havde fundet den kop. Hun drak altid earlgray fra høje gennemsigtige ikea kopper. Te får mig til at føle mig forbundet til hende, selvom følelsen er anderledes nu, end dengang sorgen holdte om mig, i et langt kram. 

Lyset er orange. Jeg elsker at omgive mig med orange, røde, gule, brune og kongeblå farver. Så er alt ligesom som det skal være. Noget eller nogen har åndet på mit vindue. "Hvad hvis træer, blomster og vandet bare var fantasi?". Det må jeg tænke lidt over, kære fe. 

Stemninger vil aldrig kunne nægte sig. Og om jeg så virkelig prøvede, ville jeg aldrig kunne undslippe at blive opslugt af stemninger. Det er svært at gøre alt på nyt. Det får mig til at tvivle på mig selv. Overtænke de skøreste ting. Jeg prøver, på min måde, at gøre det rigtige.

Ensomheden regner fra himlen. 

Om jeg så viste dig havet for første gang, ville du være et andet sted, i et tankespil. Skuffelsen hvisker mit navn, bæres af vinden. 

Hvis jeg nogensinde bliver hjerteløs eller uretfærdig. Så, skal du vide, at det ikke har været mod dig. Jeg lover at al hjerteløsheden og uretfærdigheden altid vil være rettet mod mig. 

Lille Måge

Lille måge prøver på at finde havet. Det er ikke til at finde, lille måge har ledt alle steder. Intet her er gratis. 

Pengene trækkes hen af fortovet bag på cyklen. Mand sidder på hjørnet. Venter på toget, fuld og træt. Byen er døende og ingen ved hvorfor. 

Søskende kilometer af vidder væk. De finder tid til morgenmad, ses aldrig uden redt hår. Dufter af sommerbade. Altid frisk plukkede blomster i vinduerne. Lejetøjet har ingen skræmmer, bor i indkøbskasser. 

Jeg kommer aldrig tilbage dertil. 

Besøger gamle følelser, de hviler sig i musik. Vækkes blidt af mine rolige hænder. Jeg er en fin kreation. 

Han fortalte hans navn igen. Dansede en skrøbelig dans og hoppede så højt han kunne mod himlen. Efter 20 år sørger han stadig. Sorgen er en trofast følgesven. Han talte bedst med tårer. Gav slip på livet. 

Alt sammen på en måned! Æhj jeg har haft travlt

 

21 juni

Der er mange nye ting i vente. I dag er værelset pakket ned i 3 ikea poser og en orange trækasse. Jeg er kommet ind på den frie lærerskole. Det er spænende. Jeg er spændt på hvordan det bliver at gå der. 

Roskilde festival er om en uge. Når jeg gå ud på min altan, her på bryggen, er der allerede roskilde stemning. Skålende, glade mennesker, som er ude i aften solen og nyde varmen og glæden. Nicklas spugte om jeg ville ved ud og fejre midsommer og til koncert med ham. Jeg blev så glad, men så trist, for jeg har slet ikke noget overskud til det. Jeg er bange for, at når jeg læser det her i fremtiden, at jeg vil fortryde at jeg ikke tog med ham. Omvendt, er det vigtigt at mærke efter og ikke altid sige ja. Jeg øver mig i ikke at sige undskyld her for tiden. 

Jeg kommer til at savne mine venner. Specielt de nye venner, som kan være så nye, at man er i tvivl om hvor nemt det bliver at holde kontakten. Her tænker jeg på Osvald. Han er så sød. Han giver mig så meget ro. Jeg elsker at have øjenkontakt med ham, for han har sådan nogle beroligende øjne. Jeg har lyst til at græde ved tanken om, at vi ikke skal have en hverdag sammen længer.e Jeg kommer til at savne ham og alle de andre i Posterland. De har lært mig så meget. De er så kloge allesammen. De får mig til at føle mig set. Jeg er taknemmelig for det. De er de slags mennesker, man kan være sammen med i ro. Tale når det er man har noget at sige og være stille når man ikke har. 

I dag har jeg været ked af det. Det er hårdt at skulle flytte. Jeg får tårer i øjnene, bare ved at skrive det. Jeg har ondt af mig selv. Hahaha. Jeg havde undervurderet den følelsesmæssige stress, der kan være forbundet med at flytte. Mine forældre holdte hoved koldt for mig. Det er det bedste og det værste jeg ved. At skulle overgive mig til mine forældre. Hahaha. Jeg er så stolt. Vil helst bare have at de føler at jeg har styr på det. Det har jeg normalt også. Så derfor er det ikke en skam at række ud efter hjælp. Vel?

København er fuld af energi. Altid. Det gør det svært at følge med. At føle sig med. Jeg føler der er noget galt med mig, fordi at jeg ikke er ude. Jeg er træt af at der er så mange mennesker. Alle har travlt. Nogen dage er det det bedste. Gaderne som strømmer af liv. Biler med høj musik fra højtalerne. Cykelstierne som buldrer. De pulserende fortorv. Lyskryds hvor man ikke skal trykke for at komme over. 

Det bliver den decentrale modsætning på sydfyn. Landeveje, marker og flere hundrede kilometer til den nærmeste by. Wow. Ingen kendte ansigter. Wow. 5 år. Shit. Hahah. 

Sorg

Sorg kommer i så mange former. Det kommer i sange som høres ude på terrassen en solrig onsdag aften. Det kommer i drømme hvor vi mødes og deler lidt. Sorg brænder i næsen og udløses som saltet vand ud gennem mine grønne øjne. Jeg glemmer aldrig dine kram. Bløde og varme. Vi var samme højde. Sorgen kommer når jeg taler om dig i nutid. I nat mødtes vi til familie middag. Vi var alle den samme alder. Vi snakkede ikke med ord, men kommunikerede med noget større. Sorg er de ting jeg tager på hver dag. Jeg har altid noget som der engang var dit på mig. Dine ringe og armbånd. På den måde er du altid med. Sorgen er blind og finder altid vej. Får mig til at græde i offentligheden. Den bider når det pludseligt går op for mig hvor lang tid der er gået siden vi sidst har set hinanden. Når det går op for mig at vi aldrig kan se hinanden igen i denne bevidsthed. Sorg er en loyal følgesven som holder mig i hånden gennem livet.

11 maj

Han kalder mig ind. Mørket omfavner kroppene. Han kalder mig ind til at være endnu mere kvinde. Ingen grund til blufærdighed nu. Ser mig som det fineste fotografi. Jeg kan lide at ligge tæt. Pande mod pande og mærke en blid luftsstrøm under øjet. Ingen siger noget i nogle minutter. Kys på halsen kilder når der er skæg. Vi skal danse under himlens dyne. 

Første billedvæg jeg har lavet i Posterland

 

Jeg synes den er riiiimeligt fed

Maj

Fremmedgøres. Jeg fremmedgøres, når jeg ser mig selv gennem dine øjne. Du kunne lige så godt sige ting som; "Du er ikke længere den jeg engang kendte" og jeg ville falde på knæ. Smadre mine knæ: hudafskrabninger. Mest af alt kunne jeg godt tænke mig at fare vild i en stor mørkegrøn skov, som dufter af sommeaften og jord. Jeg vil gerne opsluges af kulørte lamper, i trækronernes lysning. En rolig hånd vil være min fremmede følgesvend. Jeg har vendt og drejet mig for at finde frem til et sted der ikke længere er mit. 

Mandag

Vindueskarm-sidning. Solen brænder gennem ruden og indgraverer sig, et yin og yang lignende mønster i ansigtet. Hjernen tænker ingen store tanker for tiden. Det eneste den er optaget af er; hverdagens kærlighed. Det eneste. Det eneste den er optaget af er; hvordan den kan være den bedste version af et godt menneske. Det er svært når mennesket skal knuse hjerter. Lukkede øjne og røde kinder. Sidder i stilhed. Varmen har en særlig lyd. En syden.
Under øjeæblet glider tårer ud, som mejslet af slidt granit. Lytter til Søren huss nu. Derfor tårer. Tænker på far. Derfor Søren Huss. Ønsker at nogen vil sige ting som: Jeg forstår ikke hvorfor, at han ikke vil bruge mere tid sammen med dig, du er så god. Må sige den slags til mig selv. Udøve min selvmedlidenhed med musik. Sikke propaganda. 

Ligger min femte kabale for i dag. Den gik op, de går ikke altid op. Giver det en særlig mening inden jeg går i gang med spillet, i håbet om at de går op, og mit ønske så medfølger. “Hvis denne her kabale går op, så er han helt vildt vild med mig”. Fungere lidt som blomsterblads legen, man lavede da man var yngre. “Han elsker mig, han elsker mig ikke” Tro mig, jeg ville plukke blomster på den måde det igen. Venter til at der tilpas nok blomster derude, ellers vil jeg føle mig som en slags morder. 

I denne her uge vil gerne være kærester med ham på 26. Tænker på de kys på boogies. Så ordinært i den bølgede, dansende, menneskemængde i tecnolystets mørke. Så hyggeligt, fordi at man er så anonym. Arnbitter = meget fuld. Tænker nok ekstra meget på ham den 26 årige fordi, at han er totalt Lotte approved, hvilket altid er godt, for hun har god smag i alt, hvilket vil sige jeg måske også har god smag. Skifter nok mening med denne kærlighedsfantasi i næste uge, hvilket får mig til at føle mig enormt utroværdig. Tjekker hele tiden min Instagram for at se om han har skrevet = afinstallere insta for måske 25 gang. No man should make you check instagram this many times... Jeg vil nok sige at Lotte er er det bedste menneske, hvilket gør at der er og altid vil være enormt stor konkurrence, hvis jeg nogensinde skulle få en kæreste. Hun opfylder alle kriterierne for et godt menneske. Og sådan er det.

Jeg elsker hvordan at musik kan gøre så situationer bare giver mening. Hvordan at man kan rejse tilbage i tiden ved at sætte en bestemt sang på og komme tilbage til præcis hvilke følelser der rørte på sig på det givne tidspunkt. Musik hjælper med at forstå hvordan man har det. Musik kan også virke som en form for følelsesmæssig propaganda. 

@-@/><$•£

Hvor jeg står. 

Sang sammen med en masse fremmede mennesker til bissen. Én vi alle er blevet enige om at være taknemmelige for. Jeg følte mig så i live. Vi var alle sådan i live. Jeg blev lidt forelsket i bissen. Han holdte mig på skulderen og sang ind i mine øjne. 

Her til aften cykler jeg rundt på fremmed cykel. Har fået lov til at låne den af en gammel >>fling<<. Det er fordi at min egen cykel punkterede, og jeg huskede at han havde en hel masse cykler. Måske var det i grunden underligt at mig at række ud og spørge om jeg kunne låne en cykel af ham?

Alt som føles unaturligt for andre, føles enormt rigtigt for mig; i denne overgangsperiode i mit liv lige nu. Jeg spurgte også en, på vores anden date, om han ville med til min roomies fødselsdagsfest på lørdag. Ikke helt sikker på om det var en god idé, men det føles rigtigt. 

Måske var det for ikke at skulle være alene. Men jeg er altid alene. Ikke på nogen trist måde. Jeg elsker at være alene. Ingen giver en fuck. Ikke sådan rigtigt. 

Den anden dag kom min kollega ned på arbejdet med en Dubai chocolate cookie, bare for at dele den med mig. Hun er så sød. Hun er fra Australien og har 2 børn. Hun sagde at jeg var så i live. Stort kompliment. 

For lige at vende tilbage til “overgangsperioden”: Jeg føler at jeg er igennem en transit. Havde brug for at se gammel fling, for at være sikker på at jeg ikke kunne mærke noget i maven, da vi skulle ses. Det kunne jeg heldigvis ikke. Han har fyldt lidt for meget, så det er rart at vide at det er væk. Og at et venskab måske kan blomstre? Eller måske bare et bekendtskab, hvor jeg ikke kommer til at fyrer et eller andet fjollet og halv akavet ud af min mund, når vi støder ind i hinanden tilfældigt. Det har vi gjordt et par gange og jef har fyret noget af et par gange, der fik os begge til at ti et kort sekund. 

Har ikke haft tid til at mærke rigtigt efter de sidste par dage, har haft besøg af Jonas og Smilla. Har været meget opmærksom på hvor forskellige vi er. Hvor alene jeg er. Hvor vigtigt det er at være i stand til at finde ro i det. Skal sove i min seng i nat. Yay. 

Alle dem du ser er også dig

 Øver mig i at skrive kursiv i dag. Jeg keder mig nemlig på arbejdet. 

Læser ‘Et Latterligt Menneskets Drøm

I dag er alting grønt 

Sorten Muld i mit hjerte

 

Der boede en bonde lidt sønden for vår å

Alt hvad han havde at ønske kunne han få.

Af sønner har han fire af døtre har han to.

& jeg længes ud i alle mine dage. 

Der boede en pige i åens stride strøm.

Aldrig man glemmer en skikkelse så skøn.

Om natten hun listede sig ind i bondens drøm. 

& jeg længes ud i alle mine dage. 

I den årle morgen måtte bonden hende se. 

Men strømmen var for stærk og gangeren gled.

& jeg længes ud i alle mine dage.

Der boede en bonde lidt sønden for vår å. 

Alt hvad han havde at ønske kunne han få.

Men aldrig mine bonden og elverpigen så.

& jeg længes ud i alle mine dage. 

Sorten Muld er det her helt fantastiske band, som havde deres storhedstid i 90'erne. De fortolker gamle middelalderviser, på den skønneste måde. Det er både elektronisk, moderne og gør brug af en masse skører folk-instrumenter. Min mor og jeg hørte dem i sidste torsdags. Fantastisk koncert! Denne her sang "bonden og elverpigen" har en helt særlig betydning for mig. Det minder mig så meget om min familie og barndommen. Jeg elsker den måde viser er skrevet på. Der er så meget at fortolke på, da det er pakket ind, men alligevel så direkte. Nu tænker jeg særligt på linjen "men strømmen var for stærk og gangeren gled", skiftede han mening, døde han??? Mystisk.  

7 marts

Giv mig et hjerte, så jeg kan suge alt saften ud og efterlade det som en rosin. Jeg har sagt farvel til mig selv. Kiggede i spejlet i håbet på at finde noget genkendeligt. Prøvede at presse en tårer ud. Kunne være fedt, hvis kun en enkelt tårer dejsede ud af mit højre øje. Som en lille kilde af følelsesmæssig regulering. Er så rastløs i min krop. Jeg har været syg de sidste par dage, fordi jeg insisterede på at spise en for gammel salat, jeg havde brugt sygt lang tid og penge på at lave. Har prøvet at gaslighte mig selv til at føle mig rask, ved at tage et bad, spise bananpandekager(endte med kun at kunne klemme 1 ned), hører musik og skrive blog. Alt den mad jeg spiser føles lidt som en opgave, tanken om det er nederen, første bid er ok og resten er op til læseren.... Vil så gerne se nogen mennesker. Har brugt mine vågner timer på, Instagram reels, filmstriben og hinge. Ikke særligt givende. Det er sådan nogle underlige samtaler man har med folk på hinge. Jeg har ligesom ikke noget kækt eller skævt at svare tilbage, fordi at jeg bliver en smule målløs over enten min egen ikke-eksisterende evne til at flirte, tørheden eller deres direktehed. Bruger google oversæt for at forstå hvad der står. Det er der vi er. Hinge er mig virkelig et mysterie, jeg sletter det og dowloader det igen. Vil ikke på date med nogen og så alligevel. Tror det er mest for opmærksomhedens skyld, men det virker bare ikke særligt sundt? Vil gerne have at Edda snart vågner så vi kan sludre. Jeg læser Slip af Lasse Raagard. Virkelig en nice bog. Har samme navn som en af hovedpersonerne. Lidt specielt hele tiden at læse sit eget navn og sætte det i kontekst. Kan ikke lade være med at få meget stærke indre billeder af denne her bog. Fik den signeret af selveste Lasse Raagaard. Se! 

Valmueblomst 2 - Skrevet videre på

Mandag. Han er et menneske og han gør de ting mennesker gør. Siger de ting som mennesker siger. Udtrykker sig hensynsløst og rent. Hvis han var en ven, ville jeg elske ham for at åbne sig sådan op. Orange valmuer åbnede sig i min vindueskarm. Langsomt og naturligt i takt med lyset. Sådan som han gjorde. Han er en orange valmueblomst. Jeg er taknemmelig for at han ville vise den side af sig selv til mig. Jeg hader at han viste den side af sig selv til mig. Afsatte sin position. Han giver mig intet andet valg end at elske ham for hans menneskelighed. Giver mig intet andet valg end at frygte ham for hans menneskelighed. Vi ses ikke tit. Alt han gør føles som en betroelse når vi er alene. Selv den måde han blinker på og den måde han vælger at fremfører sine ord. Han fortalte mig at jeg havde vokset, hvilket fik mig til at føle mig endnu mere stillestående. Om tirsdagen kastes tilliden på pejsen som brænde. Asken smuldres til fjer gennem fingrene. # Han kender ikke længere mine venner. Mine venner kender ikke ham. Sådan et tab. Det slog mig til koncerten forleden. Han kender ikke dette menneske. Det sved i min næse. Tårerkanaler. Græderiet blev slukket af citronsodavand. Det interesserer ham nok ikke i samme grad som tidligere. Jeg har en anden dømmekraft nu, end den jeg havde som 13 årig. En dømmekraft han tør stole på. Jeg vælger med omhu. Han har givet mig fundamentet for den måde jeg bevæger mig rundt i verden på. Jeg gør mit bedste for ikke at være et fjols. Isen smelter på bryggen. Jeg kan snart tage det femte lag af. Skraller mig selv om onsdagen. Bliver mødt af en genkendelighed i alle nye mennesker og i luften fortiden. Den selvforskyldte fortvivelse. Tandpine. Akuttid ved tandlægen kl.11.30. Det kunne være dejligt med en varm hånd at holde i. Er det sådan det er at blive voksen? Det er ikke fordi at jeg frygter tandlæger, jeg vil bare helst ikke i kontakt med dem. Alt er fremmed torsdag. Jeg har holdt min plante i live i 3 år snart, sikke et mirakel. Plantemor?(Spørgsmålstegn). Vi skal spise morgenmad på fredag. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har været sammen bare os. Jeg er nervøs. Jeg glæder mig. Jeg håber at han ikke pludselig skal noget andet.