omkring os skifter farverne ud for stemningen i rummet
lyseblå, fersken, orange
syntetiske farver & billeder fra en anden dimension i slowmotion
det nostalgisk på sådan en barndomsagtig måde
minder mig om da vi legede ud den dugvåde baghave
som et euforisk dansetrip tilbage til min ellers kortsluttede hukommelse
en tid som har ladet mig gå
den installerede sofa hvisker "kom nærmere"
jeg adlyder
bliver siddende indtil mørket faldet på
en slags trance hvor jeg ingen ide har om hvad klokken har slået
udenfor er solen gået i seng
luften er fortsat varm
fuglekvidderen følger menneskene hjem
den nøgne krop hopper på trampolinen på en enormt teatralsk måde
det nærmest som om at kroppen flyver gennem skærmen og ind til sofaen jeg sidder på
kroppen griner mig ind i ansigtet
umenneskeligt
& jeg fryser til is her på sofaen
måske var det planen fra starten
en afledningsmanøvre for at forevige menneskene på publikums pladserne
så det kan opstå som genstande
hendes små bitte hænder
den ene i min
vi sidder i stilhed, hun på mit skød og putter sig ind til mig
jeg holder forsigtigt om hende
der buldre af kærlighed inde i min krop
og total taknemmelighed over at hun vil sidde lige her
overgive sig i ren tillid
og nu sidder jeg og græder lidt fordi at jeg er så glad for Live
der er stille, for hun har ikke lært at tale så meget endnu
så sidder vi ellers bare
eller griner
jeg giver hende nogle gange et kys og mange gange et kram
og der vil være tidspunkter i mit liv jeg vil se tilbage, hvor Live slet ikke engang var født endnu
og jeg vil sikkert være trist over at hun ikke var der på det tidspunkt
han så på os med blanke øjne
"hvor er i smukke lige nu"
jeg havde aldrig set ham i sådan et lys
eller på en måde
& vi flygter fra der hvor vi kommer fra
på denne der måde hvor man står på grænselandet
mellem ... og ...
& føler en trang til at græde
på den måde Chihiro gør i Hakus arme
da hun huskede hendes rigtige navn for første gang
& titelsangen gnaver iagttagende i mit følelsesregister
jeg tænker på dengang jeg var lille
& de fortalte de der uoverskuelige ting
& det gik op for mig at ikke alting i livet er lige så smukt som den titelsang i Spirited Away
lille
troede at det var der vi skulle vokse op og blive gamle
sammen
mine tanker danser i silhuetter
& da jeg mærkede solens varme gennem ruden
& du duftede lidt af min farfar
varme, let sved og gamle uld trøjer
på en rigtig god måde
sommeren lukkede sig selv ind
vi spiste humusmadder med ratatouille og parmasan
Så kunne man jo sidde lidt i solen
med lukkede øjne og bare sådan mærke at være til
mærke hvordan at man havde savnet det gul-røde lys som opstår i det man kigger op mod solen med lukkede øjne
& det helt specielle bombarderment af sanseoplevelser der vækkes i kroppen når det går op for én hvor lang tid efteråret og vinteren egenligt har varet
så kan man jo glædes ved ens opstillingsparathedskompas
& af fuglekvidder, græsslåmaskiner, fodboldsspilleri, mennesker som ligger på tæpper og kvidre
præcis på den samme måde som fugle gør
Måske snakker fuglene også om hvor meget de har savnet solen?
Vi lå i stilhed i skovbunden
overførte via tankenskraft alle observationerne af træernes grene og deres små grønne knubbe
de viste sig frem for os
viste at osse selv træer er omstillingsparate
Mælkebøtten besøgte os om eftermiddagen
lige på det tidspunkt hvor det er ved at blive lidt køligere i luften
der hvor dagen ikke helt kan beslutte sig for at afslutte
& vi tog på den daglige skraldejagt
snakkede om at tage et aften dyp ved kanalen efter vi havde lavet skralde mad
men det blev aldrig til noget
i stedet spillede vi guitar og drak vin
Jeg er
hjemløs nu
og jeg har
været hjemløs så længe
nostalgiske stemmer panorere
fra det højre øre og til det venstre
spar dig selv for de store ideer
de kommer alligevel ikke til at ske
der vil altid være noget der mangler
Jeg er
skrumpet af din beskidte hjerne
og jeg har
altid hørt dig tænke
nu hvor du har fundet det
er det blevet væk
nu hvor du føler det
inde i dit dybeste kammer
er det blevet væk
Jeg er
tegnet som et spørgsmålstegn
og jeg har
med tiden forundret
hvad er et hjem
kan dette være et svar på et hjem?
som endnu engang skal udskiftes
når tiden er inde
Jeg er
vokset ud af kærligheden
alene har været helt rigtigt
fandt guides til at komme ud af det fis
og jeg har
testamenteret
livet må forstås baglæns
og må leves forlæns
og alt det der
din hjerne begroes
den skjules bag skovens mørke træer
i takt med
uforløste livslektioner
og tiden kaster en trylleformular over dig
jeg genfødes torsdag d.6 februar
dagen før min 20 års fødselsdag
strækker min krop elektrisk
på den måde som træer gør
fra fosterstillingen og ud i en søstjerne form
en naturlig balance i udmattelse og lyst
for mig var det som første gang jeg så lys
duftede jordens duft
smagte vindens friskhed og sugede den til mig i mine lunger
gemte det i mit kammer
det knirker urokkeligt i træets rødder
jeg hypnotiseres af lyden af dens melankoli
det danser så umiddelbart og forsigtigt
dets arme udfoldes og nærmer sig himlen
i flere 100 år har træet været på jagt efter himlen
må jeg tælle dine årer
Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og skrive må jeg gøre for det har jeg sat mig for at gøre hyppigt. Så nu vælger jeg at lave blindskrivning som Peter fortalte var en god skriveøvelse. Tak for det Peter.
Han vil gerne blive bedre til at fortælle hans venner at de er gode venner. Så det fortalte han mig og jeg sagde det tilbage.
Jeg har tit tænkt over det med at fortælle ens venner at man er glade for dem. Hvilket egenligt også er noget som jeg har gjordt mig meget i og jeg ser egenligt også mig selv som en person som siger den slags ting. Jeg har i lang tid haft en forestilling om at mit love language er words of affirmation, men filmen knækker bare der hvor det går op for mig at jeg ikke har fortalt det til nogen af mine nye venner endnu her på Testrup og det er nok noget som naturligt kommer med tiden fordi at man naturligt bliver tættere og tættere og dermed bedre venner og med bedre venner siger man alle mulige slags ting fx at man er glade for dem.
Jeg har en grøn og grå/lyserød/grøn stribet sweater på som er Milles. Det er hyggeligt at blive de slags venner som deler tøj. Det har jeg altid elsket, så har man altid sine venner med sig, i en eller anden forstand. Jeg har også Viggas bukser på som hun forærede mig gratis bare fordi at jeg spurgte hende 1 til 0 om jeg måtte få hendes bukser og så sagde hun bare ja. Senere fandt jeg så ud af at de bukser engang har været hendes storesøster Ronjas bukser, som desuden går her på testrup og hun opdagede dem tilfældigt tirsdag i anden uge. Det er sjovt med sådan noget genbrugs tøj, man går rundt med en masse historie. Den top jeg har på har været Carlas, den langærmede Signes og de uldsokker jeg har på har min mormor strikket til mig engang.
I dag var der Darkroom party i prøvesalen, vi lyttede til hele 'In Rainbows' albummet af Radiohead. Fantastisk album. Det var sjovt. Der var så bælgravende mørkt inde i rummet at når jeg åbnede mine øjnen begyndte jeg at kunne se alle mulige mønstre og små slags lys som dansede i samme bevægelser som musikken. Det var vildt syret, for det er kun noget jeg har førhen har prøvet da jeg var lille og skulle sove og jeg pressede mine hænder op til mine øjne fordi at jeg opdagede at man kunne se alle mulige lys og sådan linjer inde bag mørket. Hvilket minder mig og en sætning jeg tænkte på da jeg hørte albummet som jeg gerne ville skrive ud fra men jeg har glemt den præcise sætning. Det var noget i dur af; Jeg tænker på den måde dine øjne så ud i mørket, eller den måde du så på mig i mørket. Det må jeg jo så skrive ud fra, på et tidspunkt. Ideen kom nok ud fra at det var så mørkt, og at det jo er ret umuligt at se en i person i øjnene i mørket.
og sådan kunne man jo vælge at græde over spildt mælk
man kan græde over så meget man spilder
øl, vand, tid, energi eller kaffe
jeg ville nok græde hvis jeg spildte min kaffe
den sorte flyende væske som giver mig falsk adrenalin med dens koffein
personligt græder jeg mælk
bogstaveligt talt
jeg græder og græder
& fundere ofte over hvorfor mine tårer er hvide som mælk
sådan går det efter så mange år hvor man har nydt et glas mælk
som eftersigende skulle være totalt unormalt og psykopatisk at kunne li
så tænker jeg ikke længere over det
fordi jeg simpelthen stoppede med at græde
eftersom at usikkerheden for mine mælketårer, voksede inde i mit tempel(min krop) som en stor flødebolle
så måtte jeg jo bare lade værre med at græde
her til morgen tog jeg da modet til at tage en kop kaffe
mit største forestillede mareridt blev udløst til virkelighed
kaffen gled ud af mine hænder og fløj i slowmotion gennem rummet fra min hånd og ned til gulvet
præcist sådan som det foregår på film
"nneeeeeoooojjjiiiii" (forestil dig en stemme sige neeeeeej men i slowmotion)
kaffen ud på gulvet og min hage som begyndte af bævle
øjenene som sved og blev fyldt med tårer
i denne tragiske situration
skete et sandt mirakel
mine tårer smagte salt og jeg måtte flyve ud på badeværelset for at kigge mig selv i spejlet
mine flydende tårer var ikke længere hvide som mælk
men ganske almindelig
nøj hvor er jeg heldig
sikke en tragikomisk oplevelse
nu kunne jeg ikke andet end at grine over spildt kaffe
nøhj
jajaja
mmh hmm
