Det er de små ting jeg kan lide ved dig
hvad du siger når du bare siger noget
dine øjenvipper
dine underlige bevægelser
din mørke udtonende stemme
din duft af havtorn og gammelt uld
når din følelse er lidt gylden og blå
når alt er gyldent
Det er den måde du føler
den måde som du smager
der er så meget at dele
det eneste sted der betyder noget
er med dig
hvad nu hvis al tiden mellem det vi siger
og det vi mener
vil være så flydende som et vandløb
vær hos mig ind til daggryet kommer
indtil vi bliver skygger der danser som silhuetter
de skræmmer jeg havde fået
slikkede du rene med dine rosa tunge
Jeg føler at jeg er har brug for opmærksomhed
din opmærksomhed
når du er her
sidder i haven
drikker vin
ryger utallige cigaretter
herude går tiden som det passer den
efterlader mig afklædt
fortæller mig løgne
oplever hinandens kroppe nøgne
& jeg vil altid være lidt bagud
fra dig
måske bruger du mig
måske er jeg lidt besat
glemmer det i det du kysser min røde mund
min valmue røde mund
Jeg beundrer dig så meget
Al tomrummet i min hverdag bliver fyldt ud af dig <3
sad i hver vores mønstrede halvfjerdser sofa
kolonihavens utopi
& bare sådan
plukkede du mig ud af dit liv
som et tilfældigt blad
på en tilfældig gren
& som i en ond drøm
forsvandt du
Det er de små ting jeg kan lide ved dig
det er alt det vi snakkede om
jeg vil se dine øjne
er det en forbrydelse at indrømme
jeg stadig har brug for dig
er det et et råb om hjælp
her ude i den mørke skov
er det et råb gemt bag havets dybde
må jeg røre dine vinger
se dine spiralerende øjne
Det er tid
jeg lader det være op til dig
jeg er alle de dage du valgte at ignorere
ved ikke engang hvorfor jeg græder
intet ser særligt ægte ud for mig
ser kun en eller to farver
har ikke været ude af huset særligt meget på det sidste
og du kommer her ikke længere
dagen glemmer det forhåbentligt snart
Der bor en øm sten i min mavesæk
den vender sig når dit navn popper op i mine tanker
hvordan er det at trække vejret?
jeg kunne lide at se mig selv gennem dine øjne
der er kærlighed hvor end jeg kigger
fugle
mennesker
planter
& jeg føler mig som et kamera
Hvad hvis alt i universet vil smelte sammen til ét sted
flette alt sammen
mennesker og naturen
så ville ensomheden ikke betyde noget overhovedet
så ville jeg endelig kunne se min refleksion i vandet
høre ekkoet fra mine fodspor
& høre lyden af mit eget navn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar