Til alle de ting min hjerne gør

Til alle de ting min hjerne gør. Tak. Til de dage hvor det at lave taknemmeligheds-lister føles som det mest nødvendige. Skrive ting ned på papir som; Følelsen af gåsehud, at elske, ens fem sanser, familie, venner, rent faktisk at færdiggøre en opgave, sundhed, at vågne, at lytte til musik der næsten gør helt ondt inden i, solopgangen og nedgangen. Og jeg kunne blive ved og ved. Nok et indre cry for help om at kunne finde lidt ro og positivitet i det grå og kolde dage, fordi en eller anden på instagram, fortalte at det er en skide smart ide. Måske ville det være en skide smart ide, slet ikke at bruge instragram, men man kan altid være bagklog. De dage hvor ting der tidligere har såret en, ikke længere rør på sig. At opdage at man er blevet mere moden, ældre. Så tilfredsstillende. Til alle de ting I gør og til alle de ting jeg har vænnet mig til. Hvordan man nogengange kan være for såret til at græde. De ting børn siger til deres forældre, når de kun vil have deres forældre. Desparationen i den måde de har brug for ham. Den samme måde jeg har haft brug for ham. Hvordan jeg stadig har brug for ham, men har fundet evnen til at give væk, til dem. Mest af alt fordi der ikke er en anden mulighed. Jeg ser mig selv ude fra; et efterårs-træ der lader mine blade gå, nu hvor vinteren er på vej. De svæver væk i røde, gule og orange farver. Jeg samler dem op i børnhaven og lader som om de er jordbær. Spiller at sandet i sandkassen er kage. Har det underligt over at bruge mere tid sammen med de her børn, end mine egne søskende, som er jævnaldrende. Så mærkeligt at tænke på, at al den tid de har haft her på jorden, er lige så lang tid, hun har været væk. Til den måde han siger farvel, som var jeg en kollega eller en gammel ven. Til alle de gode intentioner I havde, som nu er langt, langt væk. Gemt i fortrolighed, på vådt asfalt, på min barndomsgade, fem år tilbage. Sådan måtte det jo gå. Du spredte vingerne og fløj fra mig. Til alle de navne jeg ikke har fået endnu, og til de navne i giver mig, når jeg ikke er der. Så mærkeligt og utroligt at en fremmed dame på internettet giver mig en klarhed jeg ikke vidste jeg havde brug for. "Let them" siger hun og det er så godt. Passer så godt. Det er ret sødt. Til den måde jeg kan se du ikke længere ved hvad du skal sige til mig. Det ender som regel, i en snak om arbejde eller økonomi, og jeg sidder med tanken; jeg ville ønske jeg aldrig havde startet denne her samtale, eller, jeg ville ønske, at jeg aldrig havde taget afsted, til at starte med. Har altid et håb; at det vil være anderledes denne gang. Siger nok mere om mig, end det gør om dem? Til alle de påmindelser jeg giver mig selv i gave, eksempelvis; mit hjem er min krop. Tænker: er det naivt? Tænker: Er det kliché. Tænker: Whatever. 

Gode sange, jeg elsker at lytte til lige nu(de sange der næsten gør ondt inden i at lytte til): 

- Towers, Bon Iver

- Au Pays du Cocaine, Geese

- Husbands, Geese

- It Ain't me Babe, Bob Dylan (Joan Baez version)  

- Tumble in the Wind, Jackson C. Frank

- You Know More Than I Know, John Cale

- Spurgt, Styrtdyk #shoutouttilvaldemarakatyvetumortim

- I Root, Micheal Nau

- Den våde asfalt, Hvælving

De sorte udstregninger er de ting der liiiige blev lidt for langhåret, men ville ikke slette det, da det ligesom er et glimt af hvordan jeg havde det på det tidspunkt og det skal man ikke slette.