Lytter til Club Cayotes nye album i solen under piletræet. Jeg ligger på min overgangsfrakke, mine kinder er røde og varme. Solen er melankolsk og sender mig kærlige blikke. Jeg lader mig døse hen, langsomt, til hvad der ligner en lur.
Er på vej ind i mit indre efterår, i takt med årstiden skifter. Jeg tænker på, hvordan at alting er forbundet. At mennesker ikke er(eller burde være) højere stillet end naturen eller dyrene. I undervisningen lærte vi om Solar Punk. Alle burde kende til det og tænke fremtiden på den måde.
Jeg får lyst til at græde når jeg tænker på at miste. Samtidig med en lettelse. Jeg tænker på de ting, som der gør dig til dig, og de ting som gør mig til mig.
I stuen har vi et gammelt klaver. Om eftermiddagen øver jeg mig på at spille, jeg bliver bedre dag for dag. Jeg fandt på en lille melodi, som er meget sød og trist. Den er mig.
Vi sad i stilhed under mørkningen; solnedgangen. Mine roomies er så gode til at være nærværende og sætte ord på hvordan de har det. Deres selvskab er som en lang krammer. Vi har forskellige maddage på ugen. Vi spiser alle måltider sammen og deler penge til fælles madbudget. Når en laver mad, så skal en af os andre roomies stå for longevity. Det er en lille slags forret, som skal stå for at styrke vores helbred. I dag lavede jeg en med Laurits og biernes hjemmelavede honning, ingefær, hvidløg og solsikke kerner.
Jeg er så glad for at være her. Det føles som et hjem, selvom alle mine ting stadig synes, at se lidt mis-placerede ud her, men på sådan en; de skal lige finde sin egen plads, agtig måde. Mine ting er mit hjem og de er lidt socialt akavede. De forstår ikke helt om de må ægte slappe af her, i den evige indre kamp; om at finde sin plads eller om at skulle flytte igen.
Det skal vi bare lige lære, at vende os til, at vi forhåbenligt ikke skal.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar