Postkort

Fra dengang jeg levede i et postkort jeg ikke kunne sende 

ventende på røgelse og silke hjalp du mig da jeg landende 

jeg vil gerne kende dig som jeg aldrig har kendt nogen før

himlen falder ned på den våde asfalt 

siger undskyld for forsinkelsen 

til alle de ting jeg skal huske og de ting jeg skal slippe 

Til alle de ting som engang var enorme som nu er nu perfekte små

jeg er ikke vred jeg ville bare ønske at jeg kunne være 

mit værelse er et museum for alle ting vi har lavet

min noter af alle de kampe vi har vundet 

min favorit bog er en jeg har læst en masse

Rystelsen når vi glider og du siger hårde ting som var det ingenting

ord som jeg aldrig ville tillade som jeg tavst tager imod

når himlen åbner sig og jeg åbner med 

& du ikke lægger mærke til at jeg er borte selvom du står lige overfor 

der var engang ingen og ting som ikke var nogen eller noget indtil at de var ingenting

Til alle de mennesker du gerne vil kende 

den kasse jeg engang kunne sidde afventende i 

til alle de gange du fortalte at du måtte rejse

du må rejse 

du ringede om aften da jeg var gået i seng og sagde tillykke med milepælen

i dag er allerede væk 

i dag af alle dage 

Der er en åbning til himlen i aften

 

Septembers himmel er så blå

Lytter til Club Cayotes nye album i solen under piletræet. Jeg ligger på min overgangsfrakke, mine kinder er røde og varme. Solen er melankolsk og sender mig kærlige blikke. Jeg lader mig døse hen, langsomt, til hvad der ligner en lur. 

Er på vej ind i mit indre efterår, i takt med årstiden skifter. Jeg tænker på, hvordan at alting er forbundet. At mennesker ikke er(eller burde være) højere stillet end naturen eller dyrene. I undervisningen lærte vi om Solar Punk. Alle burde kende til det og tænke fremtiden på den måde. 

Jeg får lyst til at græde når jeg tænker på at miste. Samtidig med en lettelse. Jeg tænker på de ting, som der gør dig til dig, og de ting som gør mig til mig. 

I stuen har vi et gammelt klaver. Om eftermiddagen øver jeg mig på at spille, jeg bliver bedre dag for dag. Jeg fandt på en lille melodi, som er meget sød og trist. Den er mig.

Vi sad i stilhed under mørkningen; solnedgangen. Mine roomies er så gode til at være nærværende og sætte ord på hvordan de har det. Deres selvskab er som en lang krammer. Vi har forskellige maddage på ugen. Vi spiser alle måltider sammen og deler penge til fælles madbudget. Når en laver mad, så skal en af os andre roomies stå for longevity. Det er en lille slags forret, som skal stå for at styrke vores helbred. I dag lavede jeg en med Laurits og biernes hjemmelavede honning, ingefær, hvidløg og solsikke kerner. 

Jeg er så glad for at være her. Det føles som et hjem, selvom alle mine ting stadig synes, at se lidt mis-placerede ud her, men på sådan en; de skal lige finde sin egen plads, agtig måde. Mine ting er mit hjem og de er lidt socialt akavede. De forstår ikke helt om de må ægte slappe af her, i den evige indre kamp; om at finde sin plads eller om at skulle flytte igen. 

Det skal vi bare lige lære, at vende os til, at vi forhåbenligt ikke skal. 

Kan ikke få pladespilleren til at virke helt. Det skratter og lyder ikke helt optimalt. 

Fornuften er utilstrækkelig. Det er mærkeligt, pludselig sådan, at skulle have forventninger til et andet menneske. At et andet menneske skal have forventninger til mig. Det er herligt og det er mega skræmmende. Jeg havde vænnet mig til at være alene. Alene er godt. 

Her er så roligt og stille. Himlen er smuk hver eneste aften. Jeg så et stjerneskud, som opførte sig lidt som var den en meteor. Langsomt bevægeligt over nattehimlen, og et kraftigere lys, inden det slutteligt brændte ud. 

Jeg drikker kamillete af min farmors gamle tekop/kande. Den har blå blomsterdetaljer malet på kroppen. Det ligner tradionelt polsk keramik. Jeg tænker på, hvor min farmor, mon havde fundet den kop. Hun drak altid earlgray fra høje gennemsigtige ikea kopper. Te får mig til at føle mig forbundet til hende, selvom følelsen er anderledes nu, end dengang sorgen holdte om mig, i et langt kram. 

Lyset er orange. Jeg elsker at omgive mig med orange, røde, gule, brune og kongeblå farver. Så er alt ligesom som det skal være. Noget eller nogen har åndet på mit vindue. "Hvad hvis træer, blomster og vandet bare var fantasi?". Det må jeg tænke lidt over, kære fe. 

Stemninger vil aldrig kunne nægte sig. Og om jeg så virkelig prøvede, ville jeg aldrig kunne undslippe at blive opslugt af stemninger. Det er svært at gøre alt på nyt. Det får mig til at tvivle på mig selv. Overtænke de skøreste ting. Jeg prøver, på min måde, at gøre det rigtige.

Ensomheden regner fra himlen. 

Om jeg så viste dig havet for første gang, ville du være et andet sted, i et tankespil. Skuffelsen hvisker mit navn, bæres af vinden. 

Hvis jeg nogensinde bliver hjerteløs eller uretfærdig. Så, skal du vide, at det ikke har været mod dig. Jeg lover at al hjerteløsheden og uretfærdigheden altid vil være rettet mod mig. 

Lille Måge

Lille måge prøver på at finde havet. Det er ikke til at finde, lille måge har ledt alle steder. Intet her er gratis. 

Pengene trækkes hen af fortovet bag på cyklen. Mand sidder på hjørnet. Venter på toget, fuld og træt. Byen er døende og ingen ved hvorfor. 

Søskende kilometer af vidder væk. De finder tid til morgenmad, ses aldrig uden redt hår. Dufter af sommerbade. Altid frisk plukkede blomster i vinduerne. Lejetøjet har ingen skræmmer, bor i indkøbskasser. 

Jeg kommer aldrig tilbage dertil. 

Besøger gamle følelser, de hviler sig i musik. Vækkes blidt af mine rolige hænder. Jeg er en fin kreation. 

Han fortalte hans navn igen. Dansede en skrøbelig dans og hoppede så højt han kunne mod himlen. Efter 20 år sørger han stadig. Sorgen er en trofast følgesven. Han talte bedst med tårer. Gav slip på livet. 

Alt sammen på en måned! Æhj jeg har haft travlt

 

21 juni

Der er mange nye ting i vente. I dag er værelset pakket ned i 3 ikea poser og en orange trækasse. Jeg er kommet ind på den frie lærerskole. Det er spænende. Jeg er spændt på hvordan det bliver at gå der. 

Roskilde festival er om en uge. Når jeg gå ud på min altan, her på bryggen, er der allerede roskilde stemning. Skålende, glade mennesker, som er ude i aften solen og nyde varmen og glæden. Nicklas spugte om jeg ville ved ud og fejre midsommer og til koncert med ham. Jeg blev så glad, men så trist, for jeg har slet ikke noget overskud til det. Jeg er bange for, at når jeg læser det her i fremtiden, at jeg vil fortryde at jeg ikke tog med ham. Omvendt, er det vigtigt at mærke efter og ikke altid sige ja. Jeg øver mig i ikke at sige undskyld her for tiden. 

Jeg kommer til at savne mine venner. Specielt de nye venner, som kan være så nye, at man er i tvivl om hvor nemt det bliver at holde kontakten. Her tænker jeg på Osvald. Han er så sød. Han giver mig så meget ro. Jeg elsker at have øjenkontakt med ham, for han har sådan nogle beroligende øjne. Jeg har lyst til at græde ved tanken om, at vi ikke skal have en hverdag sammen længer.e Jeg kommer til at savne ham og alle de andre i Posterland. De har lært mig så meget. De er så kloge allesammen. De får mig til at føle mig set. Jeg er taknemmelig for det. De er de slags mennesker, man kan være sammen med i ro. Tale når det er man har noget at sige og være stille når man ikke har. 

I dag har jeg været ked af det. Det er hårdt at skulle flytte. Jeg får tårer i øjnene, bare ved at skrive det. Jeg har ondt af mig selv. Hahaha. Jeg havde undervurderet den følelsesmæssige stress, der kan være forbundet med at flytte. Mine forældre holdte hoved koldt for mig. Det er det bedste og det værste jeg ved. At skulle overgive mig til mine forældre. Hahaha. Jeg er så stolt. Vil helst bare have at de føler at jeg har styr på det. Det har jeg normalt også. Så derfor er det ikke en skam at række ud efter hjælp. Vel?

København er fuld af energi. Altid. Det gør det svært at følge med. At føle sig med. Jeg føler der er noget galt med mig, fordi at jeg ikke er ude. Jeg er træt af at der er så mange mennesker. Alle har travlt. Nogen dage er det det bedste. Gaderne som strømmer af liv. Biler med høj musik fra højtalerne. Cykelstierne som buldrer. De pulserende fortorv. Lyskryds hvor man ikke skal trykke for at komme over. 

Det bliver den decentrale modsætning på sydfyn. Landeveje, marker og flere hundrede kilometer til den nærmeste by. Wow. Ingen kendte ansigter. Wow. 5 år. Shit. Hahah.