Hej Bloggen!
Jeg ser og lytter til det her kloge individ på YouTube: Ryan Robinson.
Han snakker oftest om spiritualitet, Gud og om det at leve livet. Fx er der en video der hedder "Existing is Crazy!"
Der er meget stof til eftertanke og jeg vil prøve at artikulere mine tanker og de følelser jeg får når jeg ser hans videoer.
Han er et meget karismatisk menneske, som får alt det der er større end os til at være meget mere tilgængeligt og forståeligt. Umiddelbart. Der er meget af det, som jeg har svært med at forstå, fordi at min bevidsthed har svært ved at tage det ind. Jeg forstår klart det kan siger i form af hans sprog, jeg hører det, det er noget som vækker noget, men der er noget inde i mig som ikke er klar til at >>>forstå<<< det helt.
Giver det mening?
Jeg vil opfordre alle til at se hans videoer.
Han har et fantastisk sprog og er virkelig god til at beskrive og artikulere hans vilde hjerne.
Noget han lægger vægt på er at vi alle er én, at alt det han siger, ved vi i forvejen, det er Gud som snakker gennem ham. Gud som snakker gennem os alle.
Hvilket minder mig om da Lotte og jeg i midten af november måned besøgte et Buddistisk tempel.
Her snakkede den praktiserende buddhist(ikke som munk) og musiker om hvordan at vi ER Gud. Han gav eksemplet:
Bøg din arm op over dit hoved.(du som læser kan prøve det samme)
Alle de 200 folk som alle sad på gulvet inklusiv; munkene, buddhisterne, den praktiserende buddist og hans familie, løftede deres arme. Det er da nemt.
"Hvordan gjorde du det? Selve bevægelsen, at man via sin hjerne kan gøre denne her fantastisk mekanisme er via Gud. Hvordan bruger du din stemme? Det er via Gud."
Det var en åbenbaring for mig & jeg som sad der bland alle de mennesker, som var i takt med Gud. Jeg var i svær periode i mit liv, og jeg havde mere end brug for at få det billede. At vi alle er én(we are family) og er del af Gud.
Derefter sang vi mantraet Hare Krishna i ca. 2 timer. Ikke andet end Hare Krishna. Alle de ca 200 mennesker i et fysisk lille rum, blev til én helhed og sang i forskellige stemmer og harmoniserede, rummet føltes pludselig 100 gange større. Ingen var nervøse eller holdte sig tilbage.
Jeg havde meget, meget svært ved ikke at græde, det var den samme følelse jeg havde i kroppen dagene, ugerne og månederne efter at jeg for første gang prøvede at miste en person i mit liv til døden. Som om at jeg bare ikke kunne lade være med at græde pga sorgen. Det var meget overvældende, for det er 4 år siden at den følelse for første gang blev vækket inde i min krop, i min bevidsthed.
Jeg er døbt og konfirmeret, men har helt ærligt talt aldrig troet på Gud. Jeg har stadig svært ved det, men det var her at jeg fik et billede på Gud.
Jeg ser det ikke som en mand(jeg ser det ikke som noget med et køn eller en krop) der sidder oppe på en sky i himlen, som har haft en søn ved navn Jesus(måske var Jesus lidt ligesom Ryan Robinson, som delte ud af sin viden og vilde hjerne, som en slags budsender???) eller som en mand som er et mytisk forbillede inden for Kristendommen.
Jeg ser det som en energi, som alt det vi er, alt det som vi desværre glemmer og skal praktisere for at forstå igen og for mig behøves det ikke at være en religiøs ting, men nærmere end opdagelses rejse inde i hjernen og bevidstheden. Måske er det i virkeligheden faktisk spiritualitet?
Det har også altid irriteret mig lidt at Gud tilsyneladende skulle være en mand. “Faderen”. Hvorfor ikke en kvinde? You believe god is a woman. Jeg forstår det jo egenligt godt, ud for fortællingen om at han er faren til Jesus.
Maria kunne jo klart have været blevet ungfanget af en større energi, men modbeviser de ikke sig selv ved at sige at det er Gud som er faren? Så bliver det netop ikke en fortælling om noget energi, men nærmere noget seksuelt. Det kan også være at jeg har misforstået det? Der er sikkert en masse andre som har den samme fortælling i hovedet som jeg. Det er vigtigt at stille spørgsmålstegn ved. Måske er det en af grundene til at nogen mænd tror at de er bedre end kvinder. At de er goddommelige, mere vidende?..
At jeg kan sidde og skrive nu på min computer, at jeg kan synge og spille på min guitar, at jeg kan male, skrive poesi, lave kollager og artikulere mine tanker; er via Gud. Via en større bevidsthed.
Ryan Robinson lavede en video ved navn "Calling all dreamers" eller noget i den dur. Her forklarede han at vi hele tiden drømmede, han stillede spørgsmålet: Hvordan har du det med at alle de mennesker du har i dit liv, bare er en del af din drøm". Jeg synes det var lidt for syret, men det sidder stadig fast i mine tanker. Det minder mig også lidt om de blogindslag jeg lavede om Skæbnen, for hvis det hele bare er en drøm, så er det hele jo også forudbestemt, lige som skæbnen.
Det er meget spænende og jeg er spændt på at se om jeg i fremtiden vil være klogere på det her og om jeg kommer til at forstå det Ryan Robinson fortæller. Virkelig forstå det. Det ved min skæbne kun, eller Gud kun......
