Det Anna, Iben og jeg kom op med til den fællesskriveøvelse vi havde i skriv. Har finskrevet den lidt.
Argh fuck alt er love siger du i skam, og jeg brækker mig ud i toiletkummens hvide porcelæn, du siger det nok skal gå. Jeg håber inderligt på det, altså at alting er kærlighed, men tror først på det, den dag at du vil elske mig, sådan ægte. Eller i hvert fald holde om mig. Du er alrid så fucking posetiv, siger altid de rigtige ting, taler lidt som en lille fe der har lyserød lipgloss med jordbærsmag på.
Dit hår dufter altid af havtorn, du er så fandens irriterende, når du kigger på mig på den der virkelig charmerende måde, hvor mit sved render ud af hver en porer, ved blot en snert af dit blik.
Dine brede arme holder stramt om min huds blege overflade, og det gør det svært at få luft, men jeg kan godt lidt lide det, men jeg ved ikke helt hvorfor. Det er nok fordi, at du allerhelst ville holde om mig, netop i det moment.
Dengang var det ikke så kompliceret, men det er jo også løgn, alt er jo altid kompliceret lige meget hvornår det er.
Der er noget ret cute over dig, selvom at de lyserøde sløjfer og det tykke lag af pudder på dine kinder giver mig kvalme. Det er lige nok til at jeg får lyst til at kaste op endnu en gang, og så jeg tænker, at det måske er mig, der er noget galt med, men hvis det er dig, som giver mig kvalme, så er det måske dig, der er noget galt med. Måske forstår jeg dig bare ikke. Måske er det det der gør dig interessant, fascinerende, det at jeg ikke helt har regnet dig ud. Jeg synes de fleste mennesker er kedelige, fordi de ikke minder om dig
Du cyklede altid hen til mig om onsdagen, ringede på min dørklokke og sagde at jeg skulle komme udenfor. Det var et slags ritual vi havde kørende, intet var aftalt, men klokkeklart at vi ikke skulle lave andre aftaler om onsdagen. Det er onsdag.
Hvad laver du lige nu?
Det tænker jeg på, mens jeg sidder på mit kridhvide køkkens klamme fliser. Vinduet er åbent, så jeg kan mærke sommerens kolde brise give liv til mine døde planter. Sidst de var i live, var sidst du var her, men på en eller anden måde har jeg vænnet mig til deres døde look. Det giver mig lidt kuldegysninger.
Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville kigge på dig på den helt bestemte måde, som kun du og jeg kender til. Sådan usagt kender til. Der hvor jeg vil have, at du spørger mig om der er noget galt, hvortil jeg vil svare nej, strirrende ned i jorden, hvorefter du vil komme hen og kramme mig bagfra. Men du spurgte aldrig. Derfor døde mine planter. Jeg havde lyst til bare at græde, fordi jeg vidste, at der er noget, som har ændret sig i vores relationship. “Ikke alting er kærlighed”, fortalte jeg mig selv. Jeg ved godt, at det er en slags coping mekanisme, som kun har noget med mig at gøre. Jeg skubber dig længere og længere væk, med min egen usikkerhed.
Udenfor mit vindue lander der en hvid due, en fredsdue. Den minder mig om den perle fredsdue, som jeg købte på et loppemarked i Blågårdsgade, den sommerdag du fortalte mig, at du ikke tændte på mig længere. Nu hænger den over min seng, og jeg kigger på den, når andre tænder på mig i min seng.
Jeg bilder mig selv ind, at det må være et tegn, at den hvide due kommer netop på dette tidspunkt.
Nogle gange når jeg er alene, har jeg sådan lyst til at opsøge dig. Hvis jeg er alene for lang tid ad gangen rammer det mig som et lyn, og jeg kan ikke komme af sted hurtigt nok. Jeg savner dig, men så når vi endelig er sammen, kan jeg ikke komme hurtigt nok væk fra dig. Jeg forstår ikke hvad der sker med mig. Jeg er en bombe af mixed signals.
Jeg kigger ud ad køkkenvinduet. Træernes blade rasler i sommerbrisen, og solen rammer mig i ansigtet. Det er dejligt. Varmen spreder sig til resten af min krop.
Juli. Hvad blev der af juni? Og maj? Sommeren er fløjet forbi, helt uden at jeg har lagt mærke til det. Jeg er ellers typen der insisterer på at få hvert sekund ud af sommeren, men i år har jeg ikke været ved stranden hver dag, og når jeg ligger i solen og lytter til træerne er det eneste jeg kan høre din stemme, som spørger mig, hvad det egentlig er, jeg vil, og hvorfor jeg ikke har svaret på dine beskeder.
Der kan ikke findes ro her.
I midsommerens skarpe solstråler.
Duften af cigaretrøg og bålrøg gør det trygt at sidde lige her. Nostalgiske barndoms silhuetter og tanker om sommeren med dig gør det hele endnu mere tåget. Verdenen er anderledes i dag. Mens alle andres verden er nøjagtig den samme som i går.
Det er enormt ubehageligt.
Tager et dyp i havet alene, for at skylle dig væk. I vandet er man vægtløs og som et lille barn igen. Nøgen og uskyldig. Nem at holde oppe, at holde om og holde af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar