mosaik

mine smukkeste dele tager de fra mig
sætter mig sammen som mosaik
i et vindue vil mine dele skinne i sollys
vi havde sådan et mosaikvindue i mit barndomshjem 

det var lidt ligesom de glasmalerier man ser i kirker med ikoner
mine forældre tog det ned igen

måske det det var for uhyggeligt

måske talte ikonerne på motivet til min mor om natten
det var et gammelt hus
mentalt lever jeg i momenter der ikke længere eksistere
jeg limer de grimmeste dele sammen
vil altid have svar på de uvisse
& længes ubevidst efter at blive irriteret på et andet menneske
bare for at se mit spejlbillede
finder ind til kernen af glashuset jeg selv har slået på
brænder huset ned og smelter det om igen
til vand
til en å hvor jeg kan drive med
hvor hurtigt jeg mon kommer fra den ene ende og til den anden
3 sekunder?
20?
når jeg bliver træt af bare sådan at drive med, vil jeg sætte mig i vandkanten og dyppe mine tæer
plukke en mælkebøtte
sætte den i håret
undskylde bierne at jeg tog deres blomst, men at den nu er min

<3

(๑>◡<๑)