Tænker nu

Jeg ville elske at kører op af en glaselevator og kigge ud over en fuldstændigt fremmed by. Se hvordan at alt bliver mindre og mindre, for hver etage man kører op. Gaderne ses, større og mere anonyme. Skræmmes fra vid og sans, om tanken om at ingen ville vide hvem man var i sådan en by. Alle kunne i teorien tro, at man kommer derfra, ved første øjekast, men alligevel ville det kunne ses, at man er den fremmede. Vil det være for cliche hvis jeg brugte ordet; steppeulv?
Fortvivlelsen i øjnene, der ville blænde med spørgsmålet om hvor fanden man er henne. Alle gaderne ville have de samme grå perfekte brosten, som har været der i flere hundrede år. De er kun blevet yndigere for alle de fodgængere som har poleret dem hen over årene, nogen med travle og andre rolige skridt. Luften er fugtig og ensom. Bærer havets tabte dug. Gaderne er mørkegule. Lejlighederne malet med nedtonede jordfarver. Der kunne man gå, som et smukt menneske, lyse gadebilledet op med forvirring og uskyld. Appetitten slukkes af mozzarella og tomat. Olivenolie. Tørsten, med vand fra en vandpost på den åbne tomme gade. Der ville man kunne reflektere over alle de steder man havde været. Hvordan man engang var grønnere end dalene. Der hvor blomsterne groede og solen fandt ro. Reflektere over hvordan at man nu er blevet mørkere end det dybeste hav. Ræk dine spinkle hænder. Det eneste vi søger er et sted at være.