Jeg er en ok dårlig voksen. Spiste mad kl.15, så tænker det må være fint nok mad for i dag. Nu er klokken 20. Jeg er for træt til at lave aftensmad. Jeg kan hører Edda skærer i en grøntsag. Hun er god.
Nogen af de dumme følelser som der boede i min krop sidste gang jeg boede i København står på afstand og stirrer på mig. Står som en udtryksløs rank skikkelse af et menneske, nede på gaden og kigger op mod mit værelse. Ude for vinduet når jeg arbejder. Går bag mig, når jeg er på vej hjem. Jeg har endnu ikke et formål herhenne, det havde jeg ellers lovet mig selv at have, hvis jeg skulle flytte herhen igen.
På en måde er det bare et helt vildt sted at skulle putte sig selv hen. “H@v et formål, ellers er du ikke noget”. Måske kunne formålet bare være noget så jordnært som at trives. Jeg er en ok dårlig voksen fordi jeg ville ønske at der var en rigtig voksen, som spurgte mig hvordan de første par dage har været eller bare sagde at jeg er god eller modig. Et eller andet i den retning. Nu går det nok bare den retning; at man selv skal sige den slags til sig selv. Selvom det er 3. Gang jeg bor ude, er det stadig som om at alt skal læres på ny, og følelserne ligner næsten hinanden til uigennemkendelighed.
Tænk sig; der kommer en dag hvor der ikke er flere ældre mennesker end en selv. At man tilhører den aldersgruppe, hvor der ikke er flere voksne. Det er nok min største frygt. Min mor har betalt mine cykellygter. Det er så barnligt, men jeg havde virkelig brug for det. 1 fordi det ikke skal være farligt at cykle, når jeg har lovet migselv ikke at bruge offentlig transport, pga penge mangel. 2 jeg havde brug for det, fordi det gav mig en følelse af at hun stadig passer på mig, selvom vi er langt væk fra hinanden.
Det kan også være at følelserne, stirrer på mig, fordi at det er det jeg associere med at bo her. Så jeg skal lige vænne det på en tallerken. Sige ting som; det er anderledes denne gang fordi vi går lyset i møde, jeg har flere venner som bor her nu eller jeg kan ikke bo derhjemme længere. Hvis jeg blev boende derhjemme, ville jeg sidde fast.
Mine dage har været gode, solen skinner hver dag og det er så rart. Jeg er overvældet. Det er svært at cykle i København. Det er som om at lyskrydsene her, har kortere timing. Jeg får alle de røde lys. Cykler så hurtigt jeg kan, og alligevel skifter det fra grøn til orange 5 meter før jeg rammer krydset. Så provokerende. Man kan ikke bare dreje hvis der er rødt eller kører over for rødt. Jeg er også virkelig højre venstre blind. Brugte en time på at kører hen til Lotte i går og maps sagde det kun ville tage et kvarter. Der var modvind, ensrettet og jeg endte med at cykle alle byområder rundt, alle andre steder end på Frederiksberg. Jeg skulle cykle fra Islands Brygge til Østerbro. Jeg græd. Det gjorde jeg. For jeg havde set en reel, hvor en mand kom med en logisk forklaring på hvorfor at man græder. Det er ligesom, kroppens “painkillers”, din krops måde at selvregulerer sig på, fordi at den oplever stress. Jeg synes det var en sindssygt god forklaring. Imens jeg cyklede til højre, selvom maps lige havde sagt jeg skulle til venstre, følte jeg mig enormt stresset og tænkte på denne reel. Tænkte: måske skulle jeg lige prøve at græde. Og så væltede det bare ud. Jeg tænkte også, at hvis nu der var nogen der skulle se det, og være så søde at spørge om jeg var ok, ville jeg bare sige at det var kulden der gjorde at mine øjne løb i vand. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine da jeg endelig nåede 5. sal, hjemme ved Lotte. Så jeg gjorde begge dele. Og hun holde mig lidt i hendes arme og sagde at hun elskede mig.
Jeg er en ok god voksen fordi at jeg prøver igen. Fordi at jeg har haft en tro på at det nok skulle lykkedes. Jeg har fået et sted at bo med en mega sød roomie og et arbejde. Det er da en start. Og jeg har kun været her i 5 dage
I MORGEN
Tage ned på biblioteket og printe en ansøgning til Vester vov vov 🐶 man har vel lov at drømme? (Vil gerne have mere arbejde)💸💸
Se Lotte
Jazzjam på Blågårds Apotek med Edda (Første officielle roomie hygge)
Lave morgenmad og aftensmad
Ingen kommentarer:
Send en kommentar