Live

hendes små bitte hænder 
den ene i min
vi sidder i stilhed, hun på mit skød og putter sig ind til mig
jeg holder forsigtigt om hende
der buldre af kærlighed inde i min krop
og total taknemmelighed over at hun vil sidde lige her
overgive sig i ren tillid 
og nu sidder jeg og græder lidt fordi at jeg er så glad for Live 
der er stille, for hun har ikke lært at tale så meget endnu
så sidder vi ellers bare 
eller griner 
jeg giver hende nogle gange et kys og mange gange et kram
og der vil være tidspunkter i mit liv jeg vil se tilbage, hvor Live slet ikke engang var født endnu
og jeg vil sikkert være trist over at hun ikke var der på det tidspunkt 

(billede taget af Live og jeg, hun har nok været omrking 3 uger her, det sjove er at hun i dag ligner ret meget billedet af din lille pige man kan se på analog fotoet på køleskabet, som er et billede af min farmor)

blanke øjne

han så på os med blanke øjne 

"hvor er i smukke lige nu"

jeg havde aldrig set ham i sådan et lys

eller på en måde 

& vi flygter fra der hvor vi kommer fra 

på denne der måde hvor man står på grænselandet

mellem ... og ... 

& føler en trang til at græde

på den måde Chihiro gør i Hakus arme 

da hun huskede hendes rigtige navn for første gang

& titelsangen gnaver iagttagende i mit følelsesregister 

jeg tænker på dengang jeg var lille

& de fortalte de der uoverskuelige ting

& det gik op for mig at ikke alting i livet er lige så smukt som den titelsang i Spirited Away

lille

troede at det var der vi skulle vokse op og blive gamle 

sammen

mine tanker danser i silhuetter

kolonihave

& da jeg mærkede solens varme gennem ruden

& du duftede lidt af min farfar

varme, let sved og gamle uld trøjer

på en rigtig god måde

sommeren lukkede sig selv ind

vi spiste humusmadder med ratatouille og parmasan

Så kunne man jo sidde lidt i solen 

med lukkede øjne og bare sådan mærke at være til

mærke hvordan at man havde savnet det gul-røde lys som opstår i det man kigger op mod solen med lukkede øjne 

& det helt specielle bombarderment af sanseoplevelser der vækkes i kroppen når det går op for én hvor lang tid efteråret og vinteren egenligt har varet

så kan man jo glædes ved ens opstillingsparathedskompas 

& af fuglekvidder, græsslåmaskiner, fodboldsspilleri, mennesker som ligger på tæpper og kvidre

præcis på den samme måde som fugle gør

Måske snakker fuglene også om hvor meget de har savnet solen?

Vi lå i stilhed i skovbunden 

overførte via tankenskraft alle observationerne af træernes grene og deres små grønne knubbe

de viste sig frem for os

viste at osse selv træer er omstillingsparate 

Mælkebøtten besøgte os om eftermiddagen 

lige på det tidspunkt hvor det er ved at blive lidt køligere i luften

der hvor dagen ikke helt kan beslutte sig for at afslutte 

& vi tog på den daglige skraldejagt

snakkede om at tage et aften dyp ved kanalen efter vi havde lavet skralde mad

men det blev aldrig til noget 

i stedet spillede vi guitar og drak vin

skriveøvelse

Jeg er

hjemløs nu

og jeg har 

været hjemløs så længe

nostalgiske stemmer panorere 

fra det højre øre og til det venstre 

spar dig selv for de store ideer 

de kommer alligevel ikke til at ske 

der vil altid være noget der mangler 

Jeg er 

skrumpet af din beskidte hjerne 

og jeg har 

altid hørt dig tænke 

nu hvor du har fundet det

er det blevet væk 

nu hvor du føler det 

inde i dit dybeste kammer

er det blevet væk

Jeg er 

tegnet som et spørgsmålstegn

og jeg har

med tiden forundret

hvad er et hjem

kan dette være et svar på et hjem?

som endnu engang skal udskiftes 

når tiden er inde

Jeg er 

vokset ud af kærligheden 

alene har været helt rigtigt

fandt guides til at komme ud af det fis

og jeg har 

testamenteret

livet må forstås baglæns 

og må leves forlæns 

og alt det der

din hjerne begroes

den skjules bag skovens mørke træer

i takt med

uforløste livslektioner 

og tiden kaster en trylleformular over dig

genfødsel

jeg genfødes torsdag d.6 februar 

dagen før min 20 års fødselsdag 

strækker min krop elektrisk 

på den måde som træer gør 

fra fosterstillingen og ud i en søstjerne form

en naturlig balance i udmattelse og lyst 

for mig var det som første gang jeg så lys

duftede jordens duft

smagte vindens friskhed og sugede den til mig i mine lunger

gemte det i mit kammer 

det knirker urokkeligt i træets rødder

jeg hypnotiseres af lyden af dens melankoli

det danser så umiddelbart og forsigtigt

dets arme udfoldes og nærmer sig himlen

i flere 100 år har træet været på jagt efter himlen

må jeg tælle dine årer

2 februar 2025

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, og skrive må jeg gøre for det har jeg sat mig for at gøre hyppigt. Så nu vælger jeg at lave blindskrivning som Peter fortalte var en god skriveøvelse. Tak for det Peter.  

Han vil gerne blive bedre til at fortælle hans venner at de er gode venner. Så det fortalte han mig og jeg sagde det tilbage. 

Jeg har tit tænkt over det med at fortælle ens venner at man er glade for dem. Hvilket egenligt også er noget som jeg har gjordt mig meget i og jeg ser egenligt også mig selv som en person som siger den slags ting. Jeg har i lang tid haft en forestilling om at mit love language er words of affirmation, men filmen knækker bare der hvor det går op for mig at jeg ikke har fortalt det til nogen af mine nye venner endnu her på Testrup og det er nok noget som naturligt kommer med tiden fordi at man naturligt bliver tættere og tættere og dermed bedre venner og med bedre venner siger man alle mulige slags ting fx at man er glade for dem. 

Jeg har en grøn og grå/lyserød/grøn stribet sweater på som er Milles. Det er hyggeligt at blive de slags venner som deler tøj. Det har jeg altid elsket, så har man altid sine venner med sig, i en eller anden forstand. Jeg har også Viggas bukser på som hun forærede mig gratis bare fordi at jeg spurgte hende 1 til 0 om jeg måtte få hendes bukser og så sagde hun bare ja. Senere fandt jeg så ud af at de bukser engang har været hendes storesøster Ronjas bukser, som desuden går her på testrup og hun opdagede dem tilfældigt tirsdag i anden uge. Det er sjovt med sådan noget genbrugs tøj, man går rundt med en masse historie. Den top jeg har på har været Carlas, den langærmede Signes og de uldsokker jeg har på har min mormor strikket til mig engang. 

I dag var der Darkroom party i prøvesalen, vi lyttede til hele 'In Rainbows' albummet af Radiohead. Fantastisk album. Det var sjovt. Der var så bælgravende mørkt inde i rummet at når jeg åbnede mine øjnen begyndte jeg at kunne se alle mulige mønstre og små slags lys som dansede i samme bevægelser som musikken. Det var vildt syret, for det er kun noget jeg har førhen har prøvet da jeg var lille og skulle sove og jeg pressede mine hænder op til mine øjne fordi at jeg opdagede at man kunne se alle mulige lys og sådan linjer inde bag mørket. Hvilket minder mig og en sætning jeg tænkte på da jeg hørte albummet som jeg gerne ville skrive ud fra men jeg har glemt den præcise sætning. Det var noget i dur af; Jeg tænker på den måde dine øjne så ud i mørket, eller den måde du så på mig i mørket. Det må jeg jo så skrive ud fra, på et tidspunkt. Ideen kom nok ud fra at det var så mørkt, og at det jo er ret umuligt at se en i person i øjnene i mørket. 

kaffekoffeinkaffetrang

og sådan kunne man jo vælge at græde over spildt mælk

man kan græde over så meget man spilder

øl, vand, tid, energi eller kaffe

jeg ville nok græde hvis jeg spildte min kaffe 

den sorte flyende væske som giver mig falsk adrenalin med dens koffein 

personligt græder jeg mælk

bogstaveligt talt

jeg græder og græder 

& fundere ofte over hvorfor mine tårer er hvide som mælk

sådan går det efter så mange år hvor man har nydt et glas mælk

som eftersigende skulle være totalt unormalt og psykopatisk at kunne li

så tænker jeg ikke længere over det

fordi jeg simpelthen stoppede med at græde

eftersom at usikkerheden for mine mælketårer, voksede inde i mit tempel(min krop) som en stor flødebolle

så måtte jeg jo bare lade værre med at græde 

her til morgen tog jeg da modet til at tage en kop kaffe 

mit største forestillede mareridt blev udløst til virkelighed

kaffen gled ud af mine hænder og fløj i slowmotion gennem rummet fra min hånd og ned til gulvet

præcist sådan som det foregår på film

"nneeeeeoooojjjiiiii" (forestil dig en stemme sige neeeeeej men i slowmotion) 

kaffen ud på gulvet og min hage som begyndte af bævle

øjenene som sved og blev fyldt med tårer

i denne tragiske situration 

skete et sandt mirakel 

mine tårer smagte salt og jeg måtte flyve ud på badeværelset for at kigge mig selv i spejlet

mine flydende tårer var ikke længere hvide som mælk

men ganske almindelig 

nøj hvor er jeg heldig

sikke en tragikomisk oplevelse

nu kunne jeg ikke andet end at grine over spildt kaffe 

nøhj

jajaja 

mmh hmm