Om dagen bliver der tænkt en hel masse. Om natten bliver det gennemtænkt og genereret til drømme i et format af en slags virtual reality. Julius og jeg havde nogle gode snakke i går, da jeg søgte ly hjemme ved ham og Lotte, i januars bidende kulde. (Lotte var ikke hjemme) Vi drak kaffe selvom jeg havde lovet mig selv ikke at drikke kaffe. Det er fordi at jeg døjer lidt med søvnproblemer fortiden. Men Julius og jeg elsker kaffe, så det måtte vi altså drikke.
Han fortalte om Lars Von Trier og hans film, hvordan at han synes at han er en af de bedste filminstruktører nogensinde. Fordi, at han er ærlig og grotesk. At han tager menneskets ondeste tanker og omsætter det til kunst. Hvordan at Von Trier er urørlig, fordi at han selv er klar over hvor slem og ond han er og det ikke er noget han skjuler. Så selvbevidst, at det er intimiderende. (Jeg har kun set Dancer in The Dark, af Lars Von trier og den skal jeg ALDRIG se igen. Der var ikke én god scene og den var så ondskabsfuld og ubehagelig. Nu ved jeg så også at Bjørk havde det forfærdeligt under og efter optagelserne, pga Von Trier, hvilket bare gør den endnu værre.) Alle mennesker kan jo have groteske og onde tanker, drømme. Fx havde jeg et mareridt i nat. Jeg kan ikke beskrive det ordenligt, for drømme synes altid at forsvinde når jeg skal forklare dem. Men jeg tror at Julius og min snak om Lars Von Trier, gjorde at jeg havde mareridt. Se, nu giver jeg ham skylden, for ikke at skulle stilles til regnskab for min egen ondskab. Men i drømmen var der spøgelser, skud, trusler om drab og onde, maskerede, blodige ansigter som truede mig og en flok mennesker med, at dræbe os. Se, det ville Lars Von Trier måske lade sig inspirere til en film, hvor jeg - lader det ligge i mareridtet, noget som har en tilpas nok afstand fra mig, at det "ikke er mit eget".
Det er en mærkelig ting. Søvnen. Drømme. Julius: "Vi ved om galakser 1000 vis af lysår væk, men ved endnu ikke helt præcist, hvorfor at vi sover". Jeg er startet på en bog som Thom Yorke anbefalede i et interview, som hedder Why we Sleep, af Matthew Walker. Den er helt vildt interesant og kommer med mange spændende pointer. Den er på et meget højt akademisk engelsk sprog, så jeg må næsten for hver sætning slå et ord op, for at forstå hvad der står. Det sagde Julius er en skide smart ting, hvis man gerne vil blive bedre til sprog og have et større ordforråd. Jeg kom også i tanke om, at det var den måde vi blev undervist i engelsk undervisningen 6/7/8. klasse. Det er ret sødt hvordan at de ting man lærte for mange år siden, er i ens underbevidsthed, og er noget man praktisere i hverdagen. Uden at man er klar over det, og var ting/opgaver man sikkert synes var lidt irriterende dengang.
"Hvorfor ikke bruge det liv man har på at blive så klog som overhovedet muligt? At udvide sin hjerne så meget som overhovedet muligt? - Julius. Det synes jeg var et dejlig spørgsmål. Han anbefalede mig 2 bøger. 1. The Road af Cormac McCarthy. 2. Et latterligt menneskets drøm af Fjodor Destojeskvij. Jeg kan låne dem af ham hvis jeg har lyst, og det har jeg.
Det betyder så meget for mig at have sådan nogle gode og kloge venner. Generelt bare at være omgivet af mennesker som tager mig seriøst, og hvor jeg kan føle mig tryg i at formidle mine tanker og holdninger uden at føle mig dum eller misforstået. Noget som jeg tit føler, fordi jeg er et ok flyvsk menneske, som godt kan snakke lidt før jeg taler, fordi at det skal gå hurtigt, og at jeg gerne vil færdiggøre mine sætninger så hurtigt som muligt, så andre kan tale. Men sådan er det ikke med Julius, for han er mega klog, er en god lytter og ved alt muligt om alting. Men ja - generelt at blive grebet og have gode samtaler om hvad end der lige rør sig. Ikke at vi sidder i et ekkokammer og stryger hinanden ved hårene, for der er også mega meget plads til diskussioner og og holdninger/greb på tingene. Hvilket er netop DER hvor samtalen bliver rigtig god og udfordrende/udforskene.
